På tur med Wildma

Nå, natten gik i Cesky Krumlov, og morgenen gryede. Vi var som sædvanligt tidligt oppe (tak, Birk) – men det var sådan set godt nok, da vi omkring kl. 7 venligt blev bedt om at flytte os, da de skulle bruge grus til vejfyld et sted – så inden gummigeden fandt frem, trillede vi hurtigt videre, og satte kursen mod en nationalpark, Podyji, i det mere østlige Tjekkiet, på den sydlige grænse til Østrig. Vel fremme kunne vi læse at parkens ”logo-dyr” var en sort stork; den kunne vi da godt tænke os at se! Så på med rygsæk og støvler, så sjoskede vi afsted på en tur til en flod som løb gennem parken. Floden viste sig ikke at være så vild endda, i forhold til hvad vi ellers er stødt på på vores tur, men vi fandt en fin lille plads hvor vi kunne nyde vores frokost, mens vipstjerten hoppede rundt i vandkanten, og en masse spøjse vanddyr tøffede rundt i vandet. Kort efter vi gik fra vores frokostplads, kom vi til en stor smuk eng, fyldt med blåhat og andre blomster – og det summede af liv! Ind

Friske og veludhvilede efter en nat på den intermistiske campingplads, satte vi kursen efter Slovenerens anvisninger vi havde fået tidligere på turen; over Vrsic-passet, nær Triglav-bjerget, Sloveniens højeste bjerg på 2.864m Vi snoede os først igennem den fineste bjergdal igennem små Slovenske landsbyer, og snart ramte vi opkørslen; Hårnålesvingene var nummererede, og startede omkring de 50 – så vidste vi da hvad der ventede! op, op og op gik det, med stadig smukkere panorama-udsigter over forrevne klippesider, sne på toppene og grønne skove så langt øjet rakte. Nær toppen var der et sted man kunne holde ind og nyde synet, hvor der også var sat et par infoskilte op; det viser sig, at vejen oprindeligt er anlagt af russerne under første verdenskrig, og er opkaldt ”russian road”; tusinder døde under arbejdet. I dag er vejen åben ca. 8 måneder om året; i vinterperioden er den helt lukket, pga. sne – så der må man køre uden om bjergene. Den eneste måde byerne i bjergene kan få forsyni

Zagreb har været på turplanen lige fra de første løse tanker om turen skyllede ind over os. Byen har et godt ry, men vigtigst i vægtskålen var, at en af Mortens kusiner har boet her. Samme kusine har tidligere givet os gode råd på ferien til Canada – med stor succes. Så i høj fart og lige ud efter næsen drønede vi dertil, da morgenbrødet var sunket. På en stor og sølle p-plads uden for byen satte vi Wildma til at hvile, og vi tog bussen (uden billet, for chaufføren gad ikke bøvle med os) ind til første stop på kusine-Majas liste: en kaffebar i baggård, som ingen turist finder af sig selv. Vi var i det vilde hjørne, og prøvede nye kaffer af. Mest spændende var espresso-tonic, som åbenbart er en storsellert. Også uden for Zagreb. Imens inhalerede Birk en croissant, og vi fandt en audio-guide, som kunne lære os lidt mere om byen. Det burde vi så meget havde gjort i alle de større byer, vi har besøgt.  Bygningerne og stemningen minder os meget om København. Her er storslået uden at være fo

En uforudset glæde ved, at baby-Birk faktisk er en baby, er, at vi kommer afsted om morgen. Og i turist-land betyder det, at vi kan få en p-plads. Det er ofte svært, når man er 6,4m lang og har et løstsiddende bagkamera, men i Dubrovnik er det ekstra svært. Vi nappede dog en parallelparkering på hovedvejen lige over byen, hvor vi bakkede op til en tysk autocamper i samme størrelse, hvorudfra mor, far og baby i rygsæk spang. Vi lod os inspirere og tog Birk i selen i stedet for joggeren. De tyskere reddede vores dag! Dubrovnik er en stor forsamling trapper med huse og vand omkring; alt sammen meget smukt. Vi havde nok ikke helt fattet, hvor stor og kuperet en turistmagnet vi var på vej ind i, og hvor heldig vi havde været med Wildmas plads på hovedgaden uden for byen. Meget af oplevelsen i byen er at se byen. Kirkerne er ikke smukkere end andre steder, havnen er ikke smukkere end andre steder og gaderne er ikke smukkere end andre steder. Men samlingen og mængden af skønhed gør det overvæ

Efter en dejlig rolig nat vågnede vi op til en fin dag i de flotte omgivelser. Vi blev enige om at sætte kursen mod Sarajevo, Bosnien-Herzegovinas (herfra benævnt ”Bosnien”) hovedstad. Da vi var godt inde i landet, i et bjergområde, endte ruten til Sarajevo med at gå igennem et bjergpas i Durmitor national park – en utroligt smuk tur med rå bjergtinder, sne på vejen over de højeste passager, og vilde udsigter ned over de lavereliggende områder med smaragd-blå søer og små hyggelige byer langs bredderne. Efter en krøllet tur, kom vi endelig til grænsen til Bosnien – og skiftet i vejkvalitet var mærkbar! Fra relativt OK asfalt i Montenegro, stod den nu på broer med træ-belægning, og veje, som de første mange km, mestendels var asfalteret en smal stribe i midten, og så jord med huller i på begge sider; så ved forbipasserende måtte begge parter kører i jord-grøfterne. Spicet op med krøllede bjergveje, var det en noget skramlet fornøjelse. Som modkørende over grænsen mødte vi også en størr

 Undervejs på vores rejse rundt i det sydøstlige Europa, bliver der taget mange billeder - rigtig mange billeder. Dem der bliver uploadet her sammen med blog-indlæggene er alle taget med telefonen, uredigerede, fordi det er let lige at smide dem med, når teksten er skrevet.. ..Men de fleste ved nok også at jeg (Morten) også tager en masse billeder med mit kamera. Jeg forsøger undervejs, når vi har nogle fredelige timer, at få dem smidt ind på computeren, sorteret, og redigeret, så jeg ikke ender med et uoverstigeligt bjerg af billeder jeg skal igennem, når vi er tilbage i lille Danmark. Her er der nogle lidt "flottere" billeder, hvor der er lagt flere kræfter i komposition, farver, osv. I skrivende stund er der trykket på udløseren lige omkring 3.500 gange - og det har mundet ud i ca. 700 redigerede billeder. Jeg lægger løbende billederne op i et Google Photos album, når de er klar. Hvis du har lyst til at få et indblik i den lidt mere kuraterede del af vores tur, kan albumme

En rolig nat i internationale omgivelser – tyske, franske og østrigske naboer – underholdte Birk alle med et bad i klods-kassen, inden vi snoede os ned af den lille vej igen og videre mod Krujë. Vi tog hovedvejen ud af hovedstaden, og da den var en blanding mellem villaveje med huller i, og motorvejsbyggeri tog det længere tid end forventet. Det må vi snart lære at forvente. Efter en god indsats af både Wildma og chauffør kom vi frem til Krujë. Vi havde fundet en p-plads på forhånd i udkanten af byen. Noget har vi nemlig lært på den her tur, og med Birk på maven besteg vi byen. Undervejs mødte vi et bryllupsfølge af biler og kameraer, og Birk vinkede det bedste, han kan. Stadig lidt ukontrolleret og overivrigt, men med på bryllupsvideoen kom han. Vi har fået byen anbefalet af en veninde med albanske rødder, og hun har forkærlighed for storhed og skønhed. Det var nok byen og dens borg/museum hun havde sendt os ud for at se, men vi var særligt betagede af det bjerg, som snor sig rundt om