I Kroatiens kløer

Zagreb har været på turplanen lige fra de første løse tanker om turen skyllede ind over os. Byen har et godt ry, men vigtigst i vægtskålen var, at en af Mortens kusiner har boet her. Samme kusine har tidligere givet os gode råd på ferien til Canada – med stor succes. Så i høj fart og lige ud efter næsen drønede vi dertil, da morgenbrødet var sunket. På en stor og sølle p-plads uden for byen satte vi Wildma til at hvile, og vi tog bussen (uden billet, for chaufføren gad ikke bøvle med os) ind til første stop på kusine-Majas liste: en kaffebar i baggård, som ingen turist finder af sig selv. Vi var i det vilde hjørne, og prøvede nye kaffer af. Mest spændende var espresso-tonic, som åbenbart er en storsellert. Også uden for Zagreb. Imens inhalerede Birk en croissant, og vi fandt en audio-guide, som kunne lære os lidt mere om byen. Det burde vi så meget havde gjort i alle de større byer, vi har besøgt. 

Bygningerne og stemningen minder os meget om København. Her er storslået uden at være for meget, og den ene vigtige og historiske bygning afløser den anden, mens man slentrer rundt i et koordineret kaos af biler, cykler og hunde i snor. Audioguiden fortalte om gadernes tidligere virke, og om hellige tegninger, som havde overlevet brande. Det får vi normalt ikke med, når vi drøner mellem kirker og stenbroer på egen hånd. Denne gang var det helt perfekt at havde audioguiden med, for vores vane med at se på kirker blev afmonteret på det kraftigste, da alle vi kom forbi, var lukkede. Nogle under ombygningen og nogle pakket ind i politi-bånd. En anden favorit-aktivitet er botaniske haver, og sådan en kunne byen byde på, inden vi nappede en øl på en lokal beværtning, mens Birk fik en lur, så han var klar til aftensmaden. Her stod den nemlig på italiensk – igen på kusinens anbefaling. Maden var skøn, tjeneren en hat. Kuglerunde trillede vi afsted mod bussen i fuld fart, og vi nåede lige hjem til Wilda inden regningen væltede ned. Det gjorde den hele natten.

Vejret var også sløjt om morgenen, så i stedet for at tage en dag mere i Zagreb, som den oprindelige plan var, pakkede vi bilen – i højt tempo, da vi spottede en mulig P-vagt – og kørte til Istrien, som gemmer på både naturnationalpark og badevand. På vores vandretur i Ucka trådte Morten næsten på den flotteste sort-gule salamander, som prøvede at gemme sig midt på stien ved at ligge stille. Langs ruten var lagt nogle natur-kunst-installationer, som prøvede at spliffe ruten lidt op.

Herfra trillede ned til Istriens øst-kyst, hvor vi efter lidt tid spottede hvad der viste sig at være en ret hæderlig isbutik nede ved en hyggelig lille havn. Herfra kørte lidt frem og tilbage langs kystvejen for at finde et badested hvor vi ku blive dyppet i adriaterhavet, inden vi skulle finde aftenens overnatnings-sted.
Vi havde egentlig tænkt at vi ville til Rabac, som skulle have smukke strande, men på kortet lignede den mest et turist-helvede, så vi endte med at stoppe ind i Moscenicka Draga, bedsteforældrenes sagnomspundnes ungdoms-kærligheds-by hvor de boede på campingplads ned til havnen da de var på tur i ex-Jugoslavien før der kom børn til. Byen har udvidet sig en del i de mellemliggende år, med flere campingpladser, supermarkeder og hoteller hvor fordums campingplads måske lå, men bevarede stadig en vis portion lokal charme og havnemiljø.

Vi tjekkede ind på Camp Draga, og nåede endnu et dyp i havet, hvor Birk – igen – var utilfreds med vandets temperatur.
På campingpladsen fik Birk frit løb i kravle-musklerne, men det viste sig hurtigt at ”græsset” var fyldt med små stygge planter med pigge på, som han ikke satte ret stor pris på at kravle rundt i.
Naboen på campingpladsen viste sig at være fra Slovenien, og var sød og hjælpsom til at foreslå hvor vi skulle køre hen, og hvad vi skulle se i Slovenien.
Efter en rolig nat på campingpladsen, nåede vi næste morgen endnu en dukkert i havet, og alle fik efterfølgende et dejligt varmt bad, inden vi trillede afsted mod Rovinj på vest-kysten af Istrien.

Rovinj skulle vise sig at være en af de mest billedskønne byer vi indtil nu har besøg på turen; Bevares, vejret var også med os, men at gå rundt i de små krøllede gader med farverigt malede huse, op mod kirken på bakketoppen – og ned igen på den anden side til bugten hvor kæmpe luksus-yachts lå side om side i det azurblå vand; Det var virkelig smukt! Og det havde mange andre influencere og selfie-tagere også opdaget, så der blev taget billeder i alle smukke afkroge af byen.
Vi havde besluttet os for at skulle have fisk til frokost, og fandt et velanmeldt spisested, ”Tunaholic”, som ganske vist var Fast-food, men med friske råvarer direkte til dørtrinnet. Vi fik en Tun-burger med Wazabi-mayo, og en ”fish-and-chips”, hvor fiskene dog viste sig at være et utal af bitte små ”smelt” dyppet i frituren – en liidt for spændende, og salt oplevelse.
Da maden stadig lod lidt plads tilbage i maverne, fik vi søgt os frem til ”ice cream laboratory”, hvor vi fik en spændende snak med ejeren om is, og fik smagt nogle vilde is vi ikke har prøvet før! (kakao-frugt-is var et giga hit!).

Vi havde egentlig planlagt at skulle til Slovenien for natten, men da vi på Park4Night spottede et potentielt overnatnings-sted helt ned til kysten, lidt nord på, endte vi med at give det et skud, og trillede de 40 minutter derhen. Det sidste stykke af jordveje langs de lokale bønders olivenmarker, og kom til sidst til en lille skovvej hvor vi bakkede hen til det vildeste camp-spot med aftensolen ind over stranden på Wildma, mellem de krøllede egetræer - så Kroatien holdt os i dets kløer en ekstra dag
Der holdt enkelt anden camper fra Østrig, som blot var der på weekend-ophold.
Her kunne vi hoppe i havet, Birk plaske i vandkanten, og nyde et skønt måltid med den fineste udsigt, bestående af squash-carppacio, melon-salat og grillet bruschetta, med en lokal øl til at toppe den af.
Aftenen sluttede med udsigten til solnedgang, som man næsten kunne koncentrere sig om at nyde mens Birk masede rundt og gjorde sit for at spolere øjeblikket.

Morgenen gryede, og surdejen der blev sat over aftenen før blev sat over i Omnia ovnen til frisk morgenbrød med blødkogte æg, og friskbrygget kaffe, efter en morgendukkert ud og få solens første stråler.
Til sidst måtte Wildma dog igen pakkes sammen og trille videre, så vi endelig kunne komme til Slovenien. Det endte dog med at blive et utroligt kort visit på 20-30 km, da det viste sig at den hurtigste rute op til de bjerge vi ville op til, faktisk gik gennem Italien. Så udenfor vores oprindelige rejseplan trillede vi en tur til Gorizia i Italien. Her fandt vi en gratis autocamper-Parkering med gratis vand og udledning af spildevand (det er første gang vi er stødt på sådan en!

Vi gik en tur op og så udsigten fra den lokale gamle borg, og derefter ned i byen for at finde en ægte Italiensk pizza – det skulle dog vise sig lidt sværere end først antaget, da vi ikke lige havde kalkuleret med at en hel del var lukket på en pinsedag!
Til gengæld var det lokale brand-og ambulancevæsen i centrum for at invitere borgerne til at træne førstehjælp og hjertelungeredning.
Det lykkedes dog i sidste ende at finde en åben restaurant, ”La Tarantella” som kunne servere os en ganske hæderlig pizza som Birk indtog med største velbehag med tilhørende Aperol Spritz, til My blev lidt Tipsy.

Herfra trillede vi så endelig rigtigt ind i Slovenien (grænseovergangene her indenfor EU går utroligt gnidningsfrit!) hvor vi tog et pitstop med en lille vandretur ved Kozjak-vandfaldet – et fint vandfald som nærmest var gemt inde i en grotte.
På vejen retur tog vi en detour, hvor vi opdagede nogle små ”huler” i jorden – først troede vi det var nogle store edderkopper der boede i dem, men vi måtte konkludere efter en del undersøgen at det nok er de cikader som larmer, der bor i hulerne.
Tilbage i Wildma, efter at have vadet gennem den mindre flod, og krydset hængebroen over den større flod, satte vi kursen mod aftenens mål, Bovec, imellem Sloveniens smukke grønne, skovklædte bjerge.

Her holder vi nu på en autocamper-plads, som officielt blot er et sted man kan holde for natten, men uofficielt driver ”David” en lille campingplads med basisfaciliteter, hvor man kan bidrage med en donation hvis man lyster.
Her er i hvert fald godt med mennesker, samt hunde at kaste bolde til, og Birk får mulighed for at kravle lidt omkring.

Hvis planen holder stik regner vi med at køre over bjergpasset via Triglav-bjerget til Bled-søen i morgen, og så må vi se hvor længe vejret holder i Slovenien, og hvordan den kommende uge arter sig.
Landet er i hvert fald utroligt smukt ind til videre!