Skramlede veje, vilde fortællinger, og gensynsglæde ved kysten

Efter en dejlig rolig nat vågnede vi op til en fin dag i de flotte omgivelser. Vi blev enige om at sætte kursen mod Sarajevo, Bosnien-Herzegovinas (herfra benævnt ”Bosnien”) hovedstad.
Da vi var godt inde i landet, i et bjergområde, endte ruten til Sarajevo med at gå igennem et bjergpas i Durmitor national park – en utroligt smuk tur med rå bjergtinder, sne på vejen over de højeste passager, og vilde udsigter ned over de lavereliggende områder med smaragd-blå søer og små hyggelige byer langs bredderne.
Efter en krøllet tur, kom vi endelig til grænsen til Bosnien – og skiftet i vejkvalitet var mærkbar! Fra relativt OK asfalt i Montenegro, stod den nu på broer med træ-belægning, og veje, som de første mange km, mestendels var asfalteret en smal stribe i midten, og så jord med huller i på begge sider; så ved forbipasserende måtte begge parter kører i jord-grøfterne. Spicet op med krøllede bjergveje, var det en noget skramlet fornøjelse.
Som modkørende over grænsen mødte vi også en større karavane af gamle gejlede biler med gear på toppen, som lignede nogen der skulle op og køre rally i bjergene. De havde alle "Vrakmania" stickers i vinduerne, så det var nok et løb af en art.

Vi gjorde holdt ved første mindre reelle by, hvor vi kunne komme ind og få noget frokost. Her fandt vi en efter anmeldelserne fin restaurant – og vi endte også med at få helt hæderlig mad; men det tog +1 time at få serveret en burger, en salat, og noget fyldt pandekage (som ikke indeholdt hvad vi havde bestilt).
Mætte, og lidt senere afsted end tiltænkt, drønede vi resten af vejen til Sarajevo. Her fandt vi en parkeringsplads nogenlunde nær centrum, og gik en tur ind i byen.
Sarajevo (og Bosnien) har været vidne til nogle ret vilde begivenheder igennem tiderne, fra attentatet der udløste 1. verdenskrig, til masse-mordene under krigen i ex-jugoslavien i 90’erne, særligt i Srebrenica, tæt på Sarajevo.
Vi besluttede os for at besøge et museum i byen der fortalte historierne fra krigen i 90’erne, for at prøve at forstå lidt bedre hvad befolkningen har været udsat for. Det var en virkelig barsk omgang, men værd at besøge for at få en bedre forståelse for de uhyrligheder der er foregået.
Efter dette trængte vi til at få lidt frisk luft til hovederne, så vi traskede byen tyndt, og så den gamle bazar, rådhuset og de gamle broer over floden der løber gennem den fine by, blandet med boligblokke med skudhuller i.

Godt fyldte af mad fra den sene frokost, besluttede vi bare at købe noget fyldt brød i en bager på vejen retur, og så kørte vi lidt ud for byen til en campingplads som ligger lidt op af den sydlige bjergside fra Sarajevo.
Her kom vi for første gang på vores tur til en fyldt campingplads – men heldigvis lå der endnu en lidt længere nede ad vejen som havde plads til os. Vi slog os ned her, og nød et dejligt varmt bad og en bid brød fra bageren inden vi faldt omkuld i køjen.

Næste morgen gryede, og vi satte så småt kursen lidt sydligt igen, da vi havde en løs aftale om at prøve at støde til Birks bedsteforældre i Montenegro.
Turen gik over Mostar – nok Bosniens mest kendte turist-destination; og jeg skal love for vi ikke var de eneste der havde fundet dertil! Vi ankom nok hen mod kl. 10, og byen var proppet med turister der skulle ind og se broen, som byen er kendt for. Vi fulgte menneske-strømmen gennem en ellers hyggelige lille gamle by, så broen, tog billedet, og så var vi også klar til at komme ud af kaosset igen.
Vi havde egentlig planer om herfra at trille forbi Blagaj, en mindre by lige ud for Mostar, som er kendt for en kæmpe flod som forsyner det meste af Bosnien med drikkevand, og et dertilhørende gammelt hus som hænger ud over vandet.
Men My var ikke helt på toppen, så vi blev enige om at skippe endnu et turistmål, og i stedet sætte kursen videre sydpå med retning mod Trebinje.
Vi endte med at gøre holdt i bunden af en bred, flad bjerg-dal en halv time fra Trebinje, på en virkelig fin lille plet i skøn natur, langs en lille sidevej til hovedvejen.

Her stod aftensmaden på en simpel gang græsk salat krydret med lidt vild timian fra pladsen omkring hvor vi holdt. Vi fik en snak med bedsteforældrene, som ikke havde det store tilovers for et besøg i Trebinje (Bosnien).

Derfor satte vi næste morgen kursen forbi Trebinje, i stedet med stop i Kotor (Montenegro), som ligger ud til Kotor-bugten – en billedskøn bugt på UNESCO’s verdensarvs-liste blandt høje grønne bjerge.
Man kunne vælge køreturen rundt langs bugtens bred, eller alternativt tage færgen over på bugtens smalleste sted. I forbifarten glemte vi helt at få brugt de sidste Konvertible Mark i Bosnien, så vi er PT strandet med tilsvarende 250 DKK i KM (det kan man få en hel del for), som vi må se om vi kan få omsat senere på turen – måske vi stikker snuden ind i Bosnien igen lidt længere nordpå.
Birk trængte til en pause fra autostolen, så vi tog en tur over med færgen; en fin tur på 15 minutter, som ledte os over på ”den rigtige side” mod Kotor. Undervejs det sidste stykke ind i den gamle fæstnings-by kom vi forbi 3 høje master på et skib, som vi måtte ned lige og kaste et blik på; Her lå ”The black pearl” – en 350 fod (107 meter) langt sejlskib ejet af en russisk oligark, bygget i 2016; vildt nok!

Vi fandt en parkeringsplads tæt på Kotor, og gik en tur ind og så en hyggelig gammel fæstnings-by med smalle krøllede gader, og et imponerende forsvars-værk omkring. Byen var også turistet, men slet ikke så overrendt som Mostar. Vi sigtede efter en restaurant lige udenfor centrum som så ud til at have et lækkert udvalg af mad; desværre var vi som børnefamilie ”for tidligt på den”, så menukortet var endnu deres ”breakfast-menu”.
Derfor endte vi med en god gang sen brunch, hvor Birk nød at sjaske sig selv og sin far ind i æggeblommer, bacon, frisk-ost og andet godt fra tallerkenen, mens moderen sad på den anden side og grinede mens hun indtog en omgang vegansk Scrambled eggs, som hovedbestanddel bestående af Tofu (vist ret hæderligt lavet).
Grundet en lidt tynde frokost, ku der også godt blive plads til en is, som vi fandt ved ”Moritz Eis”, som på udseendet så ret hæderligt ud, men som desværre skuffede en del på smagen, på trods af et ellers godt koncept.

Men nu måtte vi også hellere til at komme videre, så vi ikke skulle lade bedsteforældrene hænge for meget længere. De var dagen forinden via deres Coop-arrangerede rejse rundt i Kroatien, Bosnien og Montenegro, blevet indkvarteret på Pearl Beach Resort i Canj, Montenegro, hvor de havde en uge til at nyde i fred og ro.
Vi ramte feriebyen hen på eftermiddagen, og gensynets glæde var stort for især bedsteforældrene; Birk skulle lige have tid til at genopdage de ellers velkendte ansigter, efter at have hængt udelukkende på os i Wildma de sidste 5 ugers tid.
Men han blødte hurtigt op, og vi nød en rolig eftermiddag på stranden, med et dyp i Middelhavets salte vand, og med aften-buffet med drikkevarer ad-libitum på resortet.

Vi synes det var lige frækt nok at overnatte på resortets parkeringsplads, så vi trillede lige 200 meter op ad vejen, ind til siden i en plet græs med spredte træer, hvor vi kunne holde diskret uden at genere nogen. Her blev Wildma parkeret for et par nætter.

Men det skal heller ikke blive badeferie for længe ad gangen, så dagen efter havde bedsteforældrene lejet en bil (vi kan kun være 4 i Wildma), og så trillede vi en tur til Montenegros Administrative hovedstad, Cetinje, en by med omkring 15.000 indbyggere. Navigationen i den lejede Renault Clio brillierede ved at guide os ad en meget lille krøllet vej dertil, men frem kom vi, og gik en tur i den fredelige ”hovedstad”, og fik et gigantisk (men velsmagende) måltid på restaurant Kole – det viser sig her at Birks nye livret er stegte løg i store mængder.

Med maverne proppet til bristepunktet, trængte vi til at få rørt os lidt, så med kurs mod Njegusi (nu bedre kendt som ”skinkebyen”) fandt jeg (Morten) en lille vandre-rundtur på 3-4 km i bjergområdet vi kørte i.
Turen var virkelig smuk, og ruten ud var på en rigtig fin fremkommelig gammel vej. Da vi skulle vende rund, og retur via dalen, blev stien dog noget mere utydelig, og mindre fremkommelig – men efter en kraft-indsats fra hele familien, bedsteforældre, en nyfunden vandrestok, Birk, og My med ham på ryggen, lykkedes det at komme hele vejen rundt og retur til bilen, dog med lidt skrammer på ben og arme efter krat-kampene.

Maden var blevet rystet på plads, og vi havde nu bedre appetit på at besøge skinkebyen Njegusi, som er kendt for at lave røgede, tørrede skinker, lidt alá deres mere kendte brødre Parma eller Serrano-skinke.
Da vi kom til den bette flække var der rigeligt med boder hvor man kunne købe skinkerne; men så var det jo lige at vælge den rigtige.
Valget faldt på en lille biks hvor den ældre kone stod i fint lyserødt forklæde.
Hun talte ikke mange ord engelsk, men efter hun først havde prøvet at sælge os oste og skinke fra butikken uden at byde på smagsprøver, forstod hun at vi var kommet efter mere end bare et hurtigt køb.
Så vi blev ledt med op i baghuset, hvor hendes datter var, som heldigvis kunne lidt mere engelsk.
Og så blev vi ellers vist ind i et 300 år gammelt lille hus, hvor loftet var fyldt med skinker, tilvirket på traditionel vis – og vi blev også budt på en smagsprøve af skinken, og Birk på smagsprøver af kiks (vist ikke en standard-vare, men konen kunne heller ikke stå for ham).
Forsikret om skinkens velsmag var vi nu klar på at købe noget med hjem til at nyde tilbage i Danmark.

Clio’en rullede turen tilbage til Canj, denne gang via ned over bjergsiden til Kotor hvor vi lige kunne nå ind og få genoprejsning fra gårsdagens lidt sløje is-oplevelse. Denne gang prøvede vi Marshall’s icecream, som i den grad leverede med de lækreste veganske is, og en hyggelig fyr som servered dem for os med kærlighed (Vild granatæble-is er en vinder!).
Den skammel, og nederdel vi potentielt havde efterladt dagen før på parkeringspladen var desværre ikke at finde (æv!)
Hjemme på resortet igen kunne vi lige nå en aftendukkert i solnedgangens skær, inden den igen stod på buffet, en drink i baren, og så ellers på hovedet i seng efter endnu en begivenhedsrig dag.

Natten var igen en kakofoni af host og hark fra My og Birk, men da morgenen gryede og alle fik øjne var alt nu alligevel okay.
Dagen gik med afslapning på stranden, bad på hotelværelset, nulstilling af Wildma så hun var klar til at drage ud på nye eventyr, og en sidste frokost-buffet, inden vi vinkede farvel til bedsteforældrene, med en kæp drivtømmer fra et fremmed par fra Frederiksberg, som også var med på Coop-turen.
Retningen blev sat mod Dubrovnik i Kroatien – igen via Kotor, hvor vi denne gang valgte at køre ruten langs bugtens bred for at opleve den fra en sidste vinkel.
Et pitstop i Herceg Novi til en optankning af Wildma, og en kop kaffe til os, inden vi trillede den sidste times tid over grænsen til Kroatien, og ind i udkanten af Dubrovnik hvor vi nu holder på et plateau med den smukkeste solnedgangs-udsigt over byen og bjergene, holdt med selskab af slangerne der kravler omkring i buskadset omkring os. Så Birk på vente lidt med at kravle rundt på egen hånd.

I morgen står den på oplevelser i Dubrovnik, og så må vi se hvor turen derfra går henad; men nu begynder den ægte at gå nordpå igen, så småt med snuden mod Danmark; heldigvis er der da stadig 3 uger tilbage af eventyret! Vi har meget vi skal nå at opleve endnu.