Bjerge i alle afskygninger og vejrforhold

Friske og veludhvilede efter en nat på den intermistiske campingplads, satte vi kursen efter Slovenerens anvisninger vi havde fået tidligere på turen; over Vrsic-passet, nær Triglav-bjerget, Sloveniens højeste bjerg på 2.864m
Vi snoede os først igennem den fineste bjergdal igennem små Slovenske landsbyer, og snart ramte vi opkørslen; Hårnålesvingene var nummererede, og startede omkring de 50 – så vidste vi da hvad der ventede!
op, op og op gik det, med stadig smukkere panorama-udsigter over forrevne klippesider, sne på toppene og grønne skove så langt øjet rakte.
Nær toppen var der et sted man kunne holde ind og nyde synet, hvor der også var sat et par infoskilte op; det viser sig, at vejen oprindeligt er anlagt af russerne under første verdenskrig, og er opkaldt ”russian road”; tusinder døde under arbejdet.
I dag er vejen åben ca. 8 måneder om året; i vinterperioden er den helt lukket, pga. sne – så der må man køre uden om bjergene. Den eneste måde byerne i bjergene kan få forsyninger, er via en gammel kabelbane som kan levere omkring 100kg ad gangen.

Kort efter at have passeret toppen af ruten, kom vi forbi endnu et holdepunkt hvor de reklamerede med ”natural cliff art” – det var vi nødt til at se; og ganske rigtigt var der, med lidt god vilje, et ansigt i gullig klippe på den grålige bjergside.
Når nu vi var kommet ud af bilen, og havde fået vækket Birk, kunne vi ligeså godt også få lidt luft, så på med vandrestøvlerne, og så tøffede vi en tur rundt i de smukke bjerge, bl.a. med udsigt over til et kæmpe hul i bjergsiden, som så ret vildt ud!

Herfra gik turen ned ad flere hårnålesving til bunden af bjergpasset, hvor vi kort efter holdt ind på en restaurant sammen med alle cyklisterne og bikerne og fik en fin frokost; Morten fik testet Cevapcici, en slavisk pølse-agtig ting, og My fik Gnocci med trøffel-sauce (vi er kørt forbi mange trøffel-butikker, så nu måtte vi jo se om det også smagte).
Fra frokost kørte vi det sidste stykke til den sagnomspundne sø Bled.
Vi fandt en autocamper-parkering lidt fra søen, hvor man ganske smart kunne betale med Easypark på et særligt ”autocamper-nummer”.
Vi tog chancen med valg af baby-transportmiddel og smed Birk i baby-joggeren ned til søen, og de viste sig at være en fin beslutning. Turen rundt er godt 6km på nærmest ren promenade-asfalt sammen med alle de andre turister.
Og søen er ganske rigtig virkelig smuk – og øen i søen med kirken på toppen gør den ikke mindre malerisk; men alle hotelbyggerierne, restauranter osv. skæmmede det ellers naturskønne område lidt. Så på trods af det måske er Sloveniens mest kendte attraktion, var vi ikke blæst bagover af skønheden.
Vi havde også håbet på en dukkert i søen, men solen udeblev da vi rundede den officielle strand, og vandet så ikke så indbydende ud, som vi havde drømt om, så vi traskede blot turen hele vejen rundt.

Videre fra Bled blev planerne lagt efter at morgendagens vejrudsigt så mildest talt ringe ud; silende regn dagen lang. Så vi besluttede os for at køre mod Postojna-hulerne; et kæmpe hulesystem under jorden hvor man blev kørt ind med tog. Vi fandt en overnatningsplads ca. 40 minutters kørsel derfra, og overnattede sammen med flere andre, som muligvis havde samme hule-planer (der er åbenbart Autocampere overalt i Slovenien! Og Pinse-dagene gør det nok ikke bedre). De lokale unge rundede også pladsen da aftenen faldt på for at springe en tur i den forbipasserende flod, vi holdt ved; så måtte Mortens aftendukkert vente.

Næste morgen regnede det – og Wildma satte kursen mod hulerne. Ved ankomst til parkeringpladsen skulle vi lige nå at få afklaret institutionsplads til Birk, med et opkald til Odense; men nr. 4 i køen tager lang tid, så I let løb med ventetonen i øret gennem regnen op til indgangen for at nå vores tog-afgang ned under jorden. Her fik vi af vide, at Audioguides kun kunne købes henne i billet-lugen (så meget for at købe i forvejen på nettet!).
Så Morten i løb gennem nu silende regn for at stå i kø ved lugen (samtidig med snak med institutions-damen om hvilke løsningsmuligheder vi har); endeligt fremme og forelagt ønsket om en audio-guide, kunne luge-passeren informere om, at engelsk guidance var en standard del af turen; tak for unødigt vådt tøj!
Nå – frisk løb tilbage i køen for at nå det inden toget forlod perronen, nu helt gennemblødt kom vi endelig ind i toget, og vi trillede ind i bjerget.
… Og det viser sig, at der er en grund til, at man har rundet 200 års guidede ture i hulerne – Det var surrealistisk flot at bevæge sig gennem hulerne, sommetider så små at man var bange for at støde hovederne på, sommetider store haller med stalagmitter og stalagtitter i alskens farver og størrelser, oplyst af fint skjult belysning. Fra små, spaghetti-tynde tråde fra loftet, til meterhøje søjler som ingen menneskelige skulptører kunne have opdigtet.
Hele hulesystemet er omkring 24 km, hvoraf vi kørte i tog, og gik igennem ca. 4 km med en fint engelsk-talende guide undervejs.
Turen sluttede med at man kunne se ”hule-dragerne” eller ”baby dragons” som lever i hulesystemet, dog i et akvarie, da de åbenbart er svære at finde, men det er dælme et besynderligt dyr at kunne leve i sådan et ekstremt miljø, og blive op til 100 år gamle, og ikke spise i 10 år!

Oppe på overfladen (ved det vilde regnvejret) igen, blev der kigget på vejrudsigter og lagt nye planer – vi ville egentlig have været i Ljubljana, Sloveniens hovedstad, men vi orkede ikke at traske rundt i den silende regn. Så vi endte med at beslutte, at vejret var bedst udnyttet ved at få nogle km i Wildma, og komme lidt nordpå til noget bedre vejr.
Vi svingede lige ind forbi udkanten af Ljubljana for at finde et par nye ON-sko til My, da det sidste par, erhvervet i Paris for 3 år siden, er ved at være slidt op. Vi har jagtet de sko under hele vores rejse, men endelig lykkedes det os, efter at være guidet videre fra den butik vi havde fundet, til en anden nærliggende, at finde skoene. Hertil kom en shoppingtur i Lidl, og så satte vi kursen nordpå mod Østrig.
Efter yderligere ca. 4 timers kørsel i silende regn, gjorde vi holdt på Camp Fritz i en undseelig by, Oberzeiring i Østrig. Her fik vi kogt os en dejlig omgang Risotto, og tømt en flaske velsmagende Slovensk hvidvin (nu var den jo åben), inden My gik omkuld under putning af Birk, mens Morten fik sig et tiltrængt varmt bad, inden han også gik til køjs.

Morgenen gryede med en regnfri, let overskyet himmel, nybagt Omnia-brød (som kostede en smeltet kant på vores opvaskebalje som kom lidt på tæt på blusset) og en kop dejlig varm kaffe.
Efter afvaskning af My og Birk, og genopfyldning af Wildmas vand-depoter gik turen videre nordpå ca. 4 timer til Tjekkiet, til byen Cesky Krumlov, med et stop undervejs i en tilfældig østrisk by til frokost; eneste åbne sted, vi kunne finde, var en lille café, hvor de kunne servere én ting: Wienerschnitzel med kartofler – så det fik vi.
Fremme ved Cesky Krumlov havde vi udset os et overnatningssted lidt udenfor byen oppe ad et lille bjerg. Vi kom frem til pladsen og parkerede Wildma, klar til at gå godt den ene km ind til byen – men lidt yderligere Park4Night research nævnte, at der lidt længere oppe ad vejen var et hyggeligere spot ved en lille dam man kunne holde ved. Morten trillede Wildma derop, og fik holdt parkeret henne ned til dammen – fint; men pludselig blev vi bekymrede for, om hun kunne komme op igen efter det seneste døgns vandplaskeri fra oven, og et forsøg bekræftede de bange anelser; jorden var glat som sæbe, og pludselig holdt vi dér og kunne ikke komme op ad hullet igen!
Et par mislykkedes forsøg, og vi begyndte at finde scanstropper og andet frem i forhåbninger om manuelt at kunne trække Wildma op mod et nærliggende træ. Men vi gav det lige et sidste forsøg; Wildma blev bakket så langt tilbage vi turde uden at skvatte udover bagkanten – Fremad, alt hvad den kunne trække i det sølede mudder; og Hurra! Lettelse! Med mudder op over begge sidespejle, fik Wildma kæmpet sig op af hullet, og pulsen kunne lægge sig lidt igen.
Vi trillede ned og parkerede igen på den mindre charmerende, men fine flade og tøre plads hvor vi holdt før, og gik så endelig ned til Cesky Krumlov.

Byen er en virkelig charmerende gammel borg-by med slots-have, og små bydele liggende i hvert slag som floden slår igennem området (man kan så mene hvad man vil om de bjørne der holdes i voldgraven rundt om borgen)
Anbefalingen fra venner gik på at man skulle smage Trdelnik – en slags snobrød lavet i sød dej med kanel-sukker på, fyldt med soft-ice; det viste sig ikke at være helt skidt, og Birk protesterede da også en del over at blive nægtet en smagsprøve! En vane han har fået efter at havde haft besøg af bedsteforældrene.
Efter en audio-guide rundt i byen for lidt lokal historie, fandt vi en vegetarisk restaurant ned til floden (kød havde vi fået rigeligt af ved frokostens schnitzel); her fik vi en fin blandet tallerken med forskellige snaskede ting man kunne spise med fladbrød til. Birk nød det i fulde drag, og slutteligt kunne vi trille tilbage til Wildma.

Og her holder vi nu, med løse tanker om de kommende dages rute rundt i Tjekkiet, med fornemmeste formål at undgå flest muligt af de regnbyger som spreder sig rundt omkring.