Bjergene har taget os

En rolig nat i internationale omgivelser – tyske, franske og østrigske naboer – underholdte Birk alle med et bad i klods-kassen, inden vi snoede os ned af den lille vej igen og videre mod Krujë. Vi tog hovedvejen ud af hovedstaden, og da den var en blanding mellem villaveje med huller i, og motorvejsbyggeri tog det længere tid end forventet. Det må vi snart lære at forvente. Efter en god indsats af både Wildma og chauffør kom vi frem til Krujë. Vi havde fundet en p-plads på forhånd i udkanten af byen. Noget har vi nemlig lært på den her tur, og med Birk på maven besteg vi byen. Undervejs mødte vi et bryllupsfølge af biler og kameraer, og Birk vinkede det bedste, han kan. Stadig lidt ukontrolleret og overivrigt, men med på bryllupsvideoen kom han. Vi har fået byen anbefalet af en veninde med albanske rødder, og hun har forkærlighed for storhed og skønhed. Det var nok byen og dens borg/museum hun havde sendt os ud for at se, men vi var særligt betagede af det bjerg, som snor sig rundt om byen.

Reglen er, at hvis man kan komme til toppen, så skal man derop. Men det var varmt, vi havde hyggesko på og Birk var i bæresele og ikke rygsæk. Så vi kunne ikke komme op. Som en mellemløsning fandt vi en restaurant et stykke oppe af de stejle beboelsesgader uden for turist-centrum. Et hotel drevet at mutti og fatti; det er næsten standarden her. Vi var de eneste gæster, og de overøsede os og især Birk med mad og kærlighed (Birk fik tilnavnet ”Kleine Schmetterling”). Alt var hjemmelavet og meget hjemmedyrket, og blev serveret med den smukkeste panorama-udsigt over Albanien og Adriaterhavet.

Runde og mætte trillede vi hele vejen hjem gennem byen og samlede lidt proviant op undervejs. I skyggen på P-pladsen ventede Wildma på at tage os med videre til Shkodër. Varmen kaldte på et dyp i vandet, så vi masede os igennem et slumområde og en turistmagnet, som lå side om side på en smal vej ud til stranden ved Shkodër-søen. Morten og Birk blev dyppet med varierende begejstring, og vi trillede retur igennem hele cirkusset og hen til vores overnatningsplads på et plateau med udsigt over byen, søen og bjergene. Mens vi vaskede op i fuld fart for at nå solnedgangen kom en flok geder med hyrde trissende. De skulle samme vej som os – helt op på toppen og se solnedgang. Det er jo altid smukt, men denne her var noget for sig selv.

Mens Birk boblede, besluttede vi, at springe byens borg over og nøjes med selve byen. Havde han ikke sovet, ville han nok havde protesteret. Så næste morgen lavede vi igen parker-uden-for-centrum-tricket og tog baby-jogger og ben ind og se Shkodër. En hyggelig tur, som mest var for at omsætte de sidste albanske dinarer, inden vi rammer Montenegro. Is, dagligvarer og brød med feta kunne klare det meste og ellers diesel for resten. Vi prøvede også at købe elefantsnot til vores minde-væg, men det var ikke til at finde i den ellers meget vel-ekviperede kontorforretning.
Grænseovergangen var mere ventetid end det var bøvl, og så var vi ellers i Montenegro. Første stop var Podgorica, som er hovedstaden. Igen parkerede vi uden for byen, men denne gang var det helt overflødigt. Centrum er meget lille, og trafikken var til at overskue. Efter at havde gået til en lukket dør på to forskellige vegetariske restauranter endte vi på en pizza-shop i turistgaden, som faktisk var helt ok. Vi har længe manglet en god kaffe til hjemmebryg, og vi gik derfor efter den mest populære kaffe-biks, som måtte sende os videre igen. Helt ud i den anden ende af byen, som faktisk var en længere gåtur. På vejen så vi dog flere steder, som var på listen. En vild kirke, et gammelt royalt hus, en gammel bydel og et meget smukt vandområde, som krævede lidt trappearbejde for stakkels Birk. I bonus fik vi en kirke,
både gamle og nye boligblokke og en amerikansk ambassade under opbygning at se.

 

 

Trætte tilbage i Wildma kunne vi konstatere, at der ikke var mange overnatningsmuligheder, der hvor vi drømte om at komme hen. Så vi snuppede en holdeplads langs hovedvejen lidt uden for byen. Den udmærkede sig ved at være både tæt på og have fladt græs, så Birk kunne få nogle meter i kravle-benene. Da vi kom frem viste den sig oven i købet også at ligge meget smukt, så det var ok at skulle dele den med to franske autocampere, som fandt samme vej lidt senere.

Efter et par dage med by var det igen blevet tiltrængt med natur, og sådan en dag blev det. Gennem snoet bjergmotorvej fløj Wildma op til første stop, som var ved Biogradska Gora - det første fredede naturområde i Europa. Det kostede lidt at komme ind, hvilket var forståeligt med det arbejde havde gjort for at skabe en smuk og tilgængelig rute rundt om en endnu smukkere sø. Parkeringen havde de ikke gjort så meget ud af, men ville havde penge for alligevel, så vi parkerede Wildma i rabatten lige før P-forbudt-skiltet og pakkede Birk i rygsækken. Turen rundt var smuk og fyldt med informationer om området og dets beboere.

Herfra skulle turen gå videre til en bro over Tara-kløften. Men Maps fortalte pludselig at P4, den rute gennem kløften, som vi drømte om at køre, var lukket på midten. Turen udenom er lang, og vi ville miste den sceniske tur. Mere research understøttede meldingen om, at turen ikke var mulig. Men vi var kommet for den, så vi tog chancen. Undervejs tankede vi vand ved en kilde - vandmåleren i Wildma er vist gået i stykker – og krydsede ellers fingre. Mens Birk meldte sin utilfredshed med igen igen at være blevet vækket nikkede en politibetjent med benene oppe og en smøg i munden til os og indikerede, at vi bare skulle fortsætte forbi hvad der lignede en større nedstyrtning af bjergside, som spærrede det ene spor, mens det andet var blevet gravet fri, og arbejdet pågik. Køreturen gennem bjergene langs kløften var smuk. Vandet var turkisblåt og helt rent, og bjergenes farver spillede mellem jordbrune og trægrønne i alle nuancer. Vi blevet nødt til at gøre holdt ved en bro, for at få det fulde udsyn. Birk måtte vækkes igen, men han blev hurtigt glad, da stedet var fyldt med mennesker. De fleste på kigge-tur, og enkelte studerede skiltene med zip-line og rafting.

Vi nøjes med at kigge og kigge og så køre videre til Podgora i Dormitor National Park. Her havde vi fundet en lille velafmærket gåtur med nogle udsigtspunkter over Tara-kløften undervejs. Birk sov igen, og måtte igen pakkes i nyt tøj og over i rygsækken. Heldigvis synes han, at det er sjovt at løbe ned ad bakkerne i rygsækken, så dele af turen fløj afsted.
En helt anden natur end tidligere, med langt mere nåleskov og døde træer. Første halvdel gik forrygende, og de overpædagogiske skilte viste os trygt rundt, og op ned. Vi nød en kop af den nye kaffe, og det viste sig at være det perfekte tidspunkt.

Herfra forsvandt vejene ud i ingenting og alting, og Strava måtte igen på banen for at guide os rundt. En større sammenstyrtning viste sig igen at være årsagen til navigationsudfordringerne, men da vi først havde styr på retningen igen, viste det sig at være held i uheld. Vi kom igennem det smukkeste åbne landskab, hvor der i et eller andet omfang stadig blev drevet landbrug om end mest hø-slet. En spætte, en hund og en mand, var alt levende vi så, men det emmede af at have været noget alt sammen.

Mere trætte end forventede, og senere end forventet var vi hjemme i Wildma igen, og vi besluttede at blive holdende for natten, selvom parkeringspladsen vist officielt ikke er til overnatning. Her sidder vi nu og prøver at lægge en plan for at komme til Bosnien-Herzegovina i morgen. Det er lidt af en køretur, men så får Birk da lov at sove igennem på turen.