Turist, turist og atter turist

En uforudset glæde ved, at baby-Birk faktisk er en baby, er, at vi kommer afsted om morgen. Og i turist-land betyder det, at vi kan få en p-plads. Det er ofte svært, når man er 6,4m lang og har et løstsiddende bagkamera, men i Dubrovnik er det ekstra svært. Vi nappede dog en parallelparkering på hovedvejen lige over byen, hvor vi bakkede op til en tysk autocamper i samme størrelse, hvorudfra mor, far og baby i rygsæk spang. Vi lod os inspirere og tog Birk i selen i stedet for joggeren. De tyskere reddede vores dag! Dubrovnik er en stor forsamling trapper med huse og vand omkring; alt sammen meget smukt. Vi havde nok ikke helt fattet, hvor stor og kuperet en turistmagnet vi var på vej ind i, og hvor heldig vi havde været med Wildmas plads på hovedgaden uden for byen. Meget af oplevelsen i byen er at se byen. Kirkerne er ikke smukkere end andre steder, havnen er ikke smukkere end andre steder og gaderne er ikke smukkere end andre steder. Men samlingen og mængden af skønhed gør det overvældende imponerende. Udover at slentre rundt og glo op bygninger besøgte vi også en udstilling med professionelle billeder fra krigen i ex Jugoslavien og andre krige. Efter besøget på museet i Sarajevo var vi klar over, at man skal være helt klar, før man går ind til krigen, men nysgerrigheden trak os alligevel ind. Billederne var subtile og alligevel sigende, og de stod meget i kontrast til det turist-show, som foregik uden for døren. Mætte i hovederne gik vi hen for at finde en restaurant, som Mortens lokal-kendte kusine havde anbefalet. Her fik Birk sushi for første gang. Det var lækkert, men svært at spise for ham.

Overvældede af indtryk og mennesker kæmpede vi os vej op til Wilma, som ventede på toppen af byen. Birk blev toppet op med glas-grød med en klar lugt af kattemad, og vi kørte videre i Kroatien – men gennem Bosnien-Herzegovina. De har lige 10km kyst inde i Kroatien, som man kan snige sig uden om via en halvø og en bro. Men da vi havde konvertible mark tilbage, tog vi gerne to grænseposter mere. I Neum hoppede vi en tur i havet og slentrede hen af strandpromenaden, som endnu ikke var åbnet for sæsonen. De sidste penge blev om sat til en god flaske vin og andet lir til køkkenet, og så tilbage til Kroatien i retning Split. Vi fandt et stykke græs ved en å, hvor Morten kunne blive skyllet, og hele holdet kunne tilbringe natten.

Split er mere flad og større end Dubrovnik, men lige så turistet. Den kan på en både bedre opsluge de mange forvirrede og nysgerrige mennesker, selv om vi ikke var i tvivl om, at alle de fastboende holdt sig væk fra centrum. Det er ved at være mere end tiltrængt at få vasket tøj, og vi har prøvet at finde en god løsning i nogle dage uden held. Men i Split var der løsning i google-sigte. Vi pakkede alt vasketøj og fyldte en hel stor duffle til bristepunktet og sjoskede glade ind i et betonbelagt boligkvarter på jagt efter et mere velduftende ydre. Vaskeriet åbnede først flere timer senere, når konen kom tilbage – fortalte manden – og det andet havde flere dages ventetid. Vi måtte bringe det beskidte tøj tilbage til Wildma og fortsætte vores tur ind og opleve Split, uden rent tøj. Det er en fascinerede gammel by, beliggende ud til middelhavet, og med en ret velbevaret bymidte. En stor del af det gamle er rester fra ”Diocletions Palads”, hvor en tidligere hersker eftersigende skulle have nydt sin pension.

I epicenteret for dette palads var der dog så crowded af turister, at vi hurtigt bevægede os ud derfra igen.
Til frokost fandt vi en fin vegetarisk restaurant hvor den stod på burger og bowl’s. Der kunne også lige blive plads til en is ovenpå frokosten, og vi havde godt spottet flere potentielt gode is-butikker på vores vej rundt i byen – igen måtte Google os til hjælp, så vi ikke faldt i en turistfælde, og valget faldt på Verde Icecream, som levede op til sit ry om at lave lækker hjemmelavet is!
Vi sjoskede med retning mod vandet med vores is, men ude i horisonten kunne vi se en bræmme af mørke, tunge skyer trække sig ind over – så vi blev enige om at vende snuden den anden vej, og gå tilbage til Wildma inden uvejret kom over os. Tilbage i Wildma satte vi kursen med retning mod morgendagens mål, Plitvice-søerne; men for at finde en betalelig og fin campingplads hvor vi kan få vasket tøj, er vi endt med at køre en lille detour til en mindre campingplads i en lille flække, ca. 1 time fra Plitvice (Ja, priserne her i EU-Kroatien er noget andet end vi har været vant til i de tidligere Balkan-lande!).
Kun lige landet på en tom campingplads, som eneste besøgende for dagen trillede en stor fransk camper ind, og kiggede sig ligeså forvirrede som os om efter ejeren af stedet. Morten forsøgte på sit bedst mulige skole-fransk at forklare dem, at ejeren af campingpladsen ville komme snart, da han havde ringet til dem.
Det virkede til at de nogenlunde forstod, og da camping-mutter ankom, måtte han igen agere ”tolk” på sit noget gebrokne fransk imellem hende og campisterne, mens Birk underholdt med fransk Moustache på overlæben.

Birk har fået lov at drøne nogle gode meter på græsplænen foran Wildma efter en gedigen eftermiddagslur, mens vaskemaskinen endelig snurrer med vores tøj i – og vi nyder et glas god Bosnisk rødvin til aftensmaden bestående af rest-bønne-snask i tortilla-wraps med smeltet Njegusi-ost til at topppe den af. Livet er ikke så skidt endda.

Ved Plitvice-søerne er vejret med os, og det er turisterne også. Vi fik gaflet en af de sidste formiddagsbilletter gennem en håbløs web-shop og tumlede, eller rettere listede med museskridt, ind til søerne sammen med hvad der føltes som alle andre mennesker i landet. Kun et par skoleklasser virkede til at have kroatisk pas, mens resten primært var fra lande, hvor gennemsnitshøjden matcher Mys og begejstringen for kameraer Mortens. Ret skal være ret; det er et meget smukt område. Vandet er så rent som i en Norsk højfjeds-sø og bevoksningen så grøn og kreativ, at man ikke er i tvivl om, hvor Plantorama har deres inspiration fra. Den første time gik med få meter i minuttet, og trods de smukke rammer frygtede vi, at det ville forsætte sådan. Heldigvis løsnede menneskemængden stille og roligt op efterhånden som vi kom op ad søerne. Ca. halvvejs skulle vi fra ”lavere Plitvice søer” til ”øvre Plitvice søer”, da vi havde besluttet os at følge ”Program C”-ruten, en rute på ca. 8 km som skulle tage os igennem det mest seværdige af sø-komplekset.
For at springe et længere stræk over på den største sø, har parken indført elektriske små tur-både, som sejler i pendulfart med turister til den anden ende af søen; alt inklusiv i entrébilletten.
Birk underholdt som altid de omkringværende turister på båden godt, sammen med en fransk lille pige på omtrent samme alder på bænken foran (”tough luck” for det amerikanske par der var endt i knibtangen mellem alle babyerne!)

Fra landgangsbroen med båden og videre op igennem systemet, var turistmængden tyndet gevaldigt ud, så vi faktisk havde korte stræk, hvor vi næsten kunne føle at vi var de eneste tre – iblandet perioder hvor en hel skoleklasse sjoskede forbi mens de filmede alt omkring sig.
Hele turen fortsatte billedskønt med det ene bedårende vandfald efter det andet, og en del fine fugle som også boltrede sig i naturområdet. En særlig nysgerrig lille rødhals havde godt regnet ud hvor turisterne spiste frokost, så den fulgte os et stykke af vejen langs stien; man kunne komme helt ind til en armslængde af den, uden at den fløj væk!

Efterhånden ved enden af vores valgte rute havde parken også sørget for en buslignende ting, som kunne køre os retur til startpunktet – men vi kunne lige nå at få lavet en kop kaffe på jetboil’en inden vi tog bussen retur. De nærmeste turister var meget imponerede over vores pakning, så vi kunne få lækker kaffe.

Tilbage ved Wildma igen fik vi betalt for parkering, og satte retning mod Zagreb. Vi har nu gjort holdt i Pisarovina, en lille time fra Zagreb, på en parkeringsplads bag en tankstation, ved siden af nogle boligblokke. En stille og rolig by, hvor vi satser på en fredelig nat. Surdejen er sat over til morgenbrød, Birk har spist sig mæt i alt hvad vi kunne skrabe sammen af mad, og ligger nu og bobler i bagenden af Wildma, mens vi får opdateret bloggen og lagt slagplanen for morgendagen i Zagreb.