Op igennem Tyskland, hjem til O’ense

Kursen gennem Tyskland var nogenlunde blevet lagt – første stop på ruten gik til Magdeburg.
Vi fløj fint og fredeligt derop imod. der var ca. 4 timers kørsel i alt, så efter godt 3 timer trængte vi til en pause, og kørte af hovedvejen ind på en lille sidevej, hvor vi fik stoppet noget vandmelon i alle mand.
Da vi ville til at videre, var der pludselig opstået en kæmpe kø lige foran os på hovedvejen, som forlængede turen med et godt stykke tid; vi fik krøllet os af småveje forbi det værste, og kom endelig til Magdeburg hen mod frokost.
Til at stille sulten fandt vi en koreansk restaurant, som viste sig at servere noget ret lækkert ganske u-udtaleligt mad, som Birk også var fan af.
Derefter gik vi en tur rundt og så byen; en stor del var blevet ødelagt under 2. Verdenskrig, så det meste af byen var relativt ny. Den vildeste bygning i byen var ”Green Citadel”, som lignede noget taget ud af Alice i Eventyrland: skæve, bølgede linjer, vilde farver og mærkelige former, vævet ind i træer og buske hele vejen op ad bygningen.
I en park var det tid til et hvil, så Birk fik lov at drøne rundt på et beton-dæk, mens Morten fik en turbo-lur. Betondækket endte med at slide hul i både birks sokker og oversiden af storetæerne.

En kop kaffe og en tænkepause om hvad resten af dagen skulle gå med endte ud i, at vi trillede videre fra Magdeburg med retning mod Lüneburg. Vi gjorde holdt i en mindre by, Gardelegen, hvor vi fandt en aldeles fremragende italiensk restaurant, som serverede lækre pizzaer, og en skøn hjemmelavet tiramisu til dessert.
På vej tilbage fra restauranten til Wilma gik vi forbi pladsen hvor de unge hang ud og hørte rap, og forbi et ældre ”par” som holdt på samme P-plads som Wildma, og helt tydeligt var på date i deres bil på P-pladsen med en øl til at dulme nerverne.

Natten forløb ellers fredeligt, og om morgenen trillede de sidste timer ind til Lüneburg, en gammel, forstad til Hamborg.
Vejrudsigten havde udsigt til en del regn, men både vejret og byen overraskede positivt. Det var tørvejr da vi kom dertil, så vi startede med at gå en tur ind og se et virkeligt smukt gammelt centrum. Den centrale kirke havde et pivskævt tårn, som lænede over 2 meter til den ene side – engang en fejl, nu nok mere et trækplaster for turisterne.

Til frokost fandt vi en lille vegansk take-away biks, som lavede god mad til meget rimelige priser. Maden blev indtaget med udsigt til et bryllups-par på photo-shoot og en gammel kran i baggrunden.
Da vi var ved at være færdige med at spise, kunne vi godt mærke at regnen begyndte at trække ind, så vi satte retning mod Lüneburgs Saltmuseum – vi nåede desværre ikke helt dertil inden regnen silede ned.
Så godt våde besøgte vi museet som formåede at vise og fortælle om saltens historie og betydning for Lüneburg på en ret god måde, vores begrænsede evne til at læse lange tyske tekster til trods.
Regnen silede stadig ned, da vi havde gennemført Museet, så vi småløb videre hen til det nærliggende Termiske Saltbad, et badeland med saltvand.
Det var både godt, varmt og fint. Alle mand blev vasket grundigt rene, efter en god times leg i badeladelandet.

Fra Lüneburg satte vi kursen mod Lübeck. Overnatningspladsen blev en skov ca. 1 time derfra, hvor vi parkerede på en skov-P-Plads, fik en god gang aftensmad og nåede lige at gå en lille tur i skoven inden det blev for mørkt og fuld af myg, og det var tid til at stikke til køjs – det skulle vise sig at blive sidste overnatning på rejsen hjem.

Næste morgen trillede vi det sidste stykke ind til Lübeck. Første holdt var et supermarked, hvor vi kunne få købt de ting der var billigere at shoppe i Tyskland – det blev nu ikke til et helt store.
Herfra måtte vi trille lidt rundt i jagten på en P-plads, men endte med at give op på at finde en gratis, og parkerede i stedet ved kongres-centerets store plads, hvor man kunne parkere med Easypark.
Det skulle dog vise sig at Tysklands grundighed heller ikke slog fejl her; man kan ikke ”bare” parkere med en app, og satse på at alt er OK; Man skal også lige gøre opmærksom på med et skilt, at man parkerer med en app. Så vi tegnede et flot EasyPark logo, smed i forruden og tøffede ind til byen i håb om, at parkeringsvagterne ville se gennem fingre med vores ringe maleriske evner.

Vi var knap kommet ind i byen før vi faldt over en genbrugsbutik, hvori My fandt en trøje hun gerne ville have med. Butikken havde faktisk en kreditkort-terminal, men ekspedienten havde ingen interesse i at være behjælpelig med hvordan man faktisk fik lov at betale på den. Og vi kunne ikke skrabe de 6 Euro sammen i kontanter, så vi måtte forlade biksen med uforrettet sag.
Til gengæld viste Lübeck sig at være mindst ligeså flot og hyggelig som Lüneburg; der er nok en grund til de har fået UNESCO-status.
Vi travede gaderne tynde og beundrede den quirky gamle byggestil og de mange store kirker. Domkirken kunne man faktisk besøge uden at være tvunget til at betale – og det var ret spændende at se deres fortælling om opbygningen af kirken efter den var bombet stort set synder sammen under 2. Verdenskrig, tillige med at den var bygget på en mega ustabil undergrund, så den konstant blev mere og mere skæv. Mens vi blev klogere, drønede Birk rundt på gulvet og skreg i vilden sky, da han synes rumklangen i det kæmpe rum var ret fed.

Ude af kirken igen var det blevet tid til en is; vi fandt byens bedste is-butik, kun for at opdage, at de kun tog kontanter.
Så her på sidste dag for rejsen endte vi med at måtte hæve nye Euro, så vi kunne få den is.
Heldigvis skuffede den ikke, og da den var spist, og vi nu havde kontanter på lommen, måtte vi tilbage og runde føromtalte genbrugsbutik igen, så My endelig kunne få sin trøje.
Da vi havde gennemtravet byen på kryds og tværs i 6-7 timer, var vi også ved at være mætte af den oplevelse. Vi overvejede om vi skulle finde endnu et sidste stop på turen hjemover, men blev enige om at kapaciteten for nye oplevelser var ved at være opbrugt.
Så vi endte med at sætte kursen mod Danmark, krydsede grænsen, og trillede efter

knap 4 timer til Middelfart hvor Birks bedsteforældre bød på dejlig aftensmad – igen overvejede vi en sidste overnatning i Wildma, men blev enige om at en rigtig seng var mere tiltalende.

Så vi rullede det sidste stræk til Odense, først ud forbi brovægten for at se om Wildma har lagt sig ud på turen – det viste sig at hun faktisk havde slanket sig 15 kg undervejs, hvilket må siges at være meget flodt klaret, taget i betragtning af hvad vi slæber med hjem af dims og dut fra udlandet. (En knap fyldt tank kan nok tilskrives en del af dette).

Herfra skulle vi bare de sidste 10 km tilbage til vores hjem – men Odense ville det ikke let for os; et vejarbejde på hovedindfaldsvejen endte med at sende os i cirkler ud i de små forstads-gader, indtil vi efter en noget ufrivillig detour endelig ramte hjemmet hen imod kl. 23.
Dyner, puder og Birk blev slæbt ind, og vi lagde os alle til at sove for første gang i over 60 dage, i vores egen seng.

Hovederne svirrede af tanker, og søvnen indtraf ikke lige med det samme – men det var skønt at være hjemme igen!