Wildma på (lidt for meget) vildspor

Friske, nyvaskede og veludhvilede var vi nu klar til at trille til Mavrovo Nationalpark. Vi kom frem til parken i fin stil, og fandt et stykke skov der var indikeret nogle stier i, som vi kunne vandre. Det blev til ca. 12km skøn vandring i (endnu engang) nyudsprunget bøgeskov i ca. 1500m højde. Jetboilen var kommet med på tur, så vi nød en kop kaffe og en pause midtvejs oppe i bjergene med skøn udsigt.
Da vi var retur i bilen efter en mindre omvej grundet en sammenstyrtet sti, havde vi set et udsigtspunkt på kortet lige lidt længere oppe ad bjergvejen. Vi kørte en god km, og kom til et smukt udsigtspunkt med view ud over Mavrovo-søen.

Herfra ville vi så sætte retningen mod Albanien. Vi tastede det ind på GPS’en – og Google foreslår så en hurtigere (ca. 35 minutter), kortere (ca. 29 km), og mere miljørigtig rute at køre (sparer 30% brændstof), da vi jo er kørt et godt stykke op ad bjerget for at komme til vandreområdet. Da vejene indtil videre har set fine ud, bliver vi enige om at tage dette hurtigere forslag.
Vi triller afsted, og kommer kort efter ud i det fineste dal-strøg med en helt anderledes natur end hvad vi ellers har set; Virkelig smukt! En lille karavane med 3 andre autocampere har gjort holdt heroppe for natten, men vi bliver enige om at vi gerne vil lidt længere ned, så der er lidt varmere om natten (der ligger stadig pletvis sne heroppe).
Vi fortsætter ad vejen, og på et tidspunkt viser GPS’en af en sidevej, en grusvej, som i første omgang ser fin ud. Vi tøffer frisk videre, da det ikke er uset at vi har kørt ad grusveje her i Balkan-området.

Efter nogle km begynder vejen dog at blive mere tvivlsom, med huller og er skæv; men vi har efterhånden kørt et stykke, og det er ikke ufremkommeligt, selv om Morten kækt siger: ”vi havde nok ikke gjort det her i regnvejr”. Så Wildma futter videre.
..Efterhånden som tiden går, og vi triller langsommere og langsommere frem, i mere og mere ufremkommelig vej, nu med grene og træer tæt ind ad siderne på bilen, kan vi godt se, at det her ikke er en perfekt rute. Men vi har nu også kørt måske 800 højdemeter ned af bjerget, på løs grus, og deslige.. Så at vende om er heller ikke nogen åbenlyst god ide. Og heller ikke praktisk muligt, da vejen – eller retter stien, er meget smal. Vi kan ikke gøre meget andet end at krydse fingrene, håbe på det bedste, og følge Google hele vejen til enden.
Heldigvis ender strabadserne godt; ca. 2 timer senere når vi en lille bjerglandsby, hvor vejen skifter til asfalt (stadig meget smal). Mudder helt op til tagryggen af Wildma, og blade og andet lir med fra det omkringliggende terræn. Lettede og med hjertet bankende, triller vi ned til nærmeste holdeplads vi kan finde langs en større vej, holder ind, og får åbnet en øl til lige at få nerverne på plads.

Birk, som den helt han er, sov hele vejen igennem den kaotiske nedfart – tak!
Han bliver sat i en højstol og får serveret lidt mad.
Mens vi sidder og spiser, kommer to unge drenge i frisk tempo over til os. Den ene kommer meget tæt på, og står og kigger en del på Birk, og lidt på os.
Ingen af dem kan snakke engelsk, men vi forsøger med lidt Google Translate. Vi bliver dog ikke meget klogere på dem, eller hvad de vil. Alle vi har mødt indtil nu har været åbne og imødekommende, men de her opfører sig lidt sketcy – så vi bliver enige om i ro og mag at pakke ting, os selv, og Birk ind i Wildma, og trille videre til andet sted for natten, selvom det nu er blevet mørkt, og vi faktisk mest bare har brug for lidt fred og ro efter nedfarten.
Heldigvis finder vi et fredeligt sted langs et flod-delta kort efter, hvor vi får en tiltrængt god nats søvn.

Morgenen gryer, og vi får endelig trillet de sidste par timer over grænsen til Albanien; Meget sjovt at køre på den anden side af Ohrid søen, som er på Albansk territorie.
Passagen af grænsen tager en del tid, da mange vil over (1. maj; arbejdernes kampdag; har de fri hernede?) men forløber ellers problemfrit.
Vi kører en times tid ind i Albanien til den mindre by Librazhd. Her får vi noget frokost, og får handlet til noget aftensmad.
Vi trænger mest til lidt fred og ro ovenpå dagen i går, så vi finder et naturskønt spot at parkere på via Park4Night, som har fået virkelig gode anmeldelser: et fladt område langs en flod, med let bevoksning, og væk fra byen. Her slår vi os lidt over middag, og resten af dagen forløber med intet andet end at hygge rundt, slappe af, soppe lidt i floden, eftermiddagslur, lave dejlig grillmad og nyde roen. Birk får nogle meter i kravle-benene og smagt på de lokale sten.

Dagen derpå var vi igen klar til at komme videre i Albanien. Da vejret ikke lovede for strålende, var målet byen Berat, som er på UNESCO’s liste over bevaringsværdige byer.
Byen indfriede forventningerne til fulde; en smuk by spredt ud op af bjergsider på begge bredder af den gennemløbende flod. En flot borg med udsigt over området lå på et klippefremspring højt over byen. Vi fik kæmpet os hele vejen derop med Birk forrest i baby-joggeren, og jævnlige udskiftning på skubber-holdet.
Borgen kan nærmest betegnes som ”en fungerende borg”; I hvert fald boede der tydeligvis mennesker, og var små butikker m.v.. Dette medvirkede til at stedet virkede levende, og ikke bare som en museums-udstilling.

Nede igen fandt vi en is, og trillede så til en campingplads lidt nord for byen, så vi kunne få et efterhånden tiltrængt bad. Campingplads-mutter bød os velkomne med vin serveret på fad direkte ind i Wildma. Hun har selv en fætter, som bor i Danmark og er gift med en operasanger. Altså camping-mutter og ikke Wildma.
Da vi for en gang skyld var fremme ved overnatningsstedet i fornuftig mad-tid, havde vi købt ind til et mad-projekt som har stået på To-do-listen: Lasagne i Omnia-ovn (til de uforstående, er dette en donut-formet ”ovn” som varmer ved at stå på et kogeblus). Vi hyggede med at få bikset en god gang kødsovs og bechamelsauce sammen af lokale råvarer, og efter et par timer kunne vi nyde en overraskende vellykket lasagne, som Birk også omsatte med største velbehag. Med baby-vommen fyldt med mad gik han kold, og de glade forældre fandt for første gang baby-alarmen frem for at bevæge sig op og drikke et glas vin mere på camping-caféen. Den var desværre lukket, og slukørede vendte vi om. Få meter fra Wildma bemærkede vi lysende prikker; mange af dem. Det må være ildfluer, og de lyser i korte intervaller som en signallampe i en lufthavn. Spøjst og smukt syn.

Albanien stempler ind til videre ind med smuk natur, flotte byer og mere rent end i de tidligere Balkan lande – vi snupper et par dage mere her; vi må se hvad morgendagen bringer.