Stejle klipper og bunkere i massevis

Efter en veloverstået tur på by-besøg i Berat var vi nu klar til noget mere natur. Tilfældigvis-heldigvis børstede vi tænder på nattens campingplads, og men vi stod for forsøgte at holde styr på det hvide skum, spottede vi en seddel med info om en kløft et par timers kørsel væk.
Der stod dog ikke nærmere om hvilken kløft, der var snak om, eller hvilken retning vi skulle køre.
Men efter lidt research kom vi frem til, at der måtte være tale om Osumi-kløften, som dog desværre lå 2 timer sydpå; modsat Tirana, hvad vi egentlig regnede med skulle være næste destination på turen.

Men efter lidt yderligere research på nettet, hvor også et vandfald i samme retning dukkede op, blev vi enige om at tage natur-turen med en ~4 timers tur-retur detour.
Wildma blev toppet op med vand, og vi trillede ad de små snoede bjergveje sydpå langs Osumi-floden, som snoede sig smukt i dalen mellem bjergene.
… Og Albanien ved godt, at de har et godt turist-kort på hånden med Osumi-kløften, så det var ikke let at finde måder at tilgå den på, uden at betale for guidede rafting-ture eller lignende. Ikke at vi ikke vil rafte, men selv om Birk er den perfekte tur-baby, så ville det nok være til den gode side med actin. Heldigvis har Strava et uovertruffent kort til at finde finurlige små umarkerede stier, så vi fandt et sted hvor man kunne komme ned i kløften.
Vi parkerede ved en lille religiøs bygning langs vejen, snørede støvlerne, smed Birk på ryggen, og fulgte Strava-sporet; allerede på den øverste del fik vi smukke udsyn hen igennem kløften.
Stien var ret smal og let mudret efter en del regn de sidste dage, men vi lykkedes med at komme til bunden og fik endda et surprise-vandfald undervejs.
Nede i kløftens bund stod vi i en af de smukkeste kløfter vi nogensinde har set; Lodrette, lagdelte klippesider, blåt vand snoende sig i bunden, og grøn vegetation langs kanterne – toppet med vandfald dalende ned fra himlen, og solen der titter frem igen, efter at vi havde søgt læ under et træ for at undgå at blive gennemblødte af et pludselig regnskyl.

Oppe igen, og næsten klar til at trille videre, holdt en lille rød Opel Corsa med et par franske piger ind og spurgte, om vi vidste hvordan man kunne komme til kløften; vi forklarede, og de stak af – og vi spiste en bid mad. Kort efter kom de tilbage og bankede på ruden; stien var rigtig nok svær at finde.
Morten gik en tur med dem for at vise hvor stien gik ned, og de stak afsted igen.
Herfra gik turen nordpå igen til Bogovë vandfaldet – et også virkelig smukt vandfald, som faldt direkte ned i en klippe-sø. Dette indbød jo til at springe i vandet og svømme hen under vandfaldet – så af med tøjet, og i det friske vand; sådan et insta-moment kan man jo ikke lade gå fra sig.
Afskyllet, lettere gennemblødt, og glade traskede vi tilbage til Wildma igen, hvor vi måtte genne en herreløs hund væk, som havde taget ophold under hende under vores fravær, og igen hilse på de franske piger, som havde været i bunden af kløften.

Sidst på dagen gik turen mod Tirana, men da tiden jo også gik, endte vi med at gøre holdt i nær Belsh, en times tid fra Tirana, på en autocamper-plads under opbygning (eller afvikling, hvem ved), hvor vi sov en fredelig nats søvn.

Op næste morgen, og efter en gang morgenmad trillede vi den sidste time ind til Tirana.
Vi havde fundet en gratis P-plads lidt udenfor byen ved en gondol-lift op til Dajti-bjerget, hvor vi venligt blev guidet ind af P-plads- bestyreren. Men da han fandt ud af, at vi faktisk ikke ville med gondolen op, synes de åbenbart ikke vi skulle trække på deres P-pladser. Så vi smuttede igen og fik Wildma presset ind langs en af de lidt større veje i nærområdet. Parkering-forbudt-skilte gælder under ingen omstændigheder her i landet.
Herfra gik vi på Museum Bunk-Art 1, hvor vi startede med en times kø i den sløjeste kø-afvikling i mands minde. Museet beliggende i en gammel bunker fortalte om Albaniens historie fra ca. første verdenskrig frem til 1991. Måske var den lange og sløve kø en del af museumsoplevelsen – hvem ved?
Et OK museum, men ikke imponerende – vi havde dog betalt for billet til både Bunk-Art 1 og Bunk-Art 2, som lå i centrum, så vi havde lidt tid gode senere på dagen.

Det lykkedes os at fange bussen ind til centrum, hvor Birk igen snogede de lokale om sin lille fedtede finger. Herefter var første punkt på programmet frokost; hurtigt fandt vi en restaurant, som skulle vise sig at være et fantastisk valg! Restaurant Oda, beliggende lidt inde bag en travl vej i en baggård – Bestyreren var en karismatisk fyr med stort skæg, som venligt fik folk bænket ved de få frie borde. Der var liv og fuld ståhej i hele gården, i dejlig skygge af de gamle citrontræer. Live-bandet spillede op med traditionel albansk musik, tjenerne dansede omkring, og bestyreren drak Raki med alle der kunne overtales.
Maden stod på albanske friturestegte riskugler, og en tomatsalat – klassisk, men godt - Serveret hurtigere end drikkevarerne kunne nå frem.
Birk var dog også blevet træt efter museumsbesøg og al opmærksomheden i byssen, så han sov (dejligt nok) hele oplevelsen væk, uanfægtet af dans og musik.

Videre herfra var vi rundt og se det meget kompakte centrum af Tirana. De har virkelig formået at få bygget mange flotte nye arkitektoniske bygninger, som falder godt ind i det eksisterende miljø, uden at virke påtrængende. Sjove former, finurlige påfund og nordisk minimalisme blendet ind mellem 1700-tals-moskeer, gamle og slølle boligblokke og andre storbys-byggerier.

En is kunne vi heller ikke forlade byen uden, så vi endte på ”Fabrika”; en lille is-biks lidt udenfor bykernen (i Tirana er det 6 minutter i gang), hvor My var ved at græde tårer af lykke over den bedste blåbær-is hun har prøvet i sit liv, og vi ellers var imponerede over udvalget af velopdigtede smags-oplevelser, såsom citron-basilikum og cashew-stracciatella.

Herefter trængte toilet-trangen sig på, så vi fandt en kaffe-bar, hvor vi fik turens sløjeste kop kaffe, men trods alt kunne benytte deres toilet.
Lidt lettere, og nu hen sidst på eftermiddagen vendte vi den smukke gamle Etehem Bey-Moské, hvor Birk fik en velsignelse med på vejen. Nu var vi efterhånden klar til endnu et museums-besøg på Bunk-Art 2. Endnu en god halv time i kø, på trods af at vi havde billetter i forvejen, kom vi ned i endnu en atom-bunker under Tiranas gader, hvor Albaniens politi-historie i selvsamme periode blev fortalt. Heller ikke nogen overvældende oplevelse, især med en træt Birk på armen, som midtvejs i projektet blev spist af med en banan til 4x gentagelse af en kunst-film omkring håbets kraft i elendigheden albanerne levede i.

Oppe på gadeniveau igen, opdagede vi at tiden var rendt lidt fra os; Vi fangede bussen retur til Wildma, men måtte stå af lidt før, da trafikken og hornene satte sig helt fast. Parkering-forbudt-skiltene gælder som nævnt ikke, og da to bilister i hver sin retning havde sat parkeringsblik på og var gået – ja, så måtte buschaufføren efter lidt tid lukke os alle ud, hvor bussen nu holdt. Vi tog fødderne resten af vejen hjem til Woldma og kiggede på vores muligheder. Vi ville egentlig gerne sætte kursen nord-vest på, men Park4Night meldte ingen reelle mulige overnatningsmuligheder indenfor en times kørsel, så vi endte med at køre til en campingplads markeret 11 minutter østpå fra vores vejside-parkering.
Og her holder vi nu: på Camping Dajti, hvor de sidste 200 meter på en snæver, superstejl, sketchy vej bragte os op til en hyggelig lille oase i solens sidste stråler. 

.. Og her er vi så. Vi har lige nået at sludre lidt med den lille tyske nabo-camper, spist en lille skrab-sammen-tapas af hvad vi havde i køleskabet, og skrevet dette indlæg med en kold øl i den anden hånd, og så glæder vi os til at se pladsen i morgensol i morgen, og finde ud af hvad destinationen bliver; et sted i Albanien, tør vi vist godt love. Det her land kan noget!