Lækkert vand, lækker peberfrugt

Agios Achillios skuffede ikke fugle-entusiasterne. Internettet sagde, at det tager 2,5 timer at gå øen rundt, men da vi allerede havde brugt en halv time på at krydse flydebroen, fordi den ene fugl efter den anden skulle studeres, var vi glade for, at vi havde pakket frokost i rygsækken. Det var næsten lige så mange hollandske pensionister på bustur, som der var fugle, men vores veje skiltes hurtigt på øen, da de satte retning mod de gamle kirker, og vi sjoskede ud i mudderet med kikkerten først. Vi fulgte køernes spor rundt langs vandkanten, og vi fandt dem både levede og døde, mens vi søgte efter en håndfuld fugle, som vi havde læst om på forhånd. Hvad vi ikke havde læst om var den smukke hulla-hop-fugl/ hærfugl, så den var en glædelig overraskelse – og så lykkedes det endeligt at få et billede af Nattergalen, som vi ellers har hørt et utal af gange på vores tur, men som gemmer sig imponerende godt!
En anden overraskelse var et større vanddyr, som var kommet på lavt vand inde i sivene. Desværre for langt ude til, at vi kunne undersøge, om det var en bæver, en kæmpe fisk eller et dybhavsmonster.

På øens top spiste vi frokost i skygge fra et kors, og Birk fik mødt en pilskade for første gang. Han hilste lige lovligt voldsomst på den, så den tog flugten, mens vi spiste færdig. På turen tilbage røg vi offroad og måtte have Strava-appen frem for at finde hovedsporet tilbage til broen. De fleste pensionistbusser var kørt igen, og vi havde de gamle kirker for os selv. Der var hele 5 på øen, hvoraf de to var så gamle, specielle og velholdte, at de i Danmark havde haft hvert deres besøgscenter. Hernede drukner de i genfundne bygninger i et omfang, så der ikke bliver lagt nogle kræfter i at passe på dem. Men sten forgår jo heller ikke så let. Vi kom øen rundt og retur over flydebroen, og mens Morten skød de sidste billeder af fugle, hilste Birk pænt på de ældre mennesker, som solgte bønner på strandbredden. En varm Wildma kørte sin trække besætning op gennem bjergene igen og videre til Kastoria, som er en meget smuk by, som ligger på en tange.

En smuk slentretur langs promenaden afslørede at byen om sommeren er lidt af en turistmagtnet, men her i april er vi ikke mange mennesker om buddet. På en obskur-blog om det vestlige Makedonien (provinsen i Grækenland, ikke landet Nordmakedonien) havde Morten læst om en god restaurant, så vi tog promenaden ud til enden og fandt en plads i skyggen. Vi fik serveret lokale retter – blandt andet en peberfrugt fyldt med feta og kærlighed. En Florina-peber så lækker, at vi tastede Florina ind på GPS’en, så snart vi var tilbage i Wildma efter at havde trisset lidt rundt i en charmerende gammel bydel i Kastoria.

Når Florina nu har lagt navn til en så lækker spise, forventede vi et peberfrugter-show med overflåde af spisesteder, souvenirs og frø-butikker. Men de havde absolut intet gjort ud af det potentiale. Vi kunne dårligt finde et foto af en peberfrugt på google maps, og vi endte med at spise en lidt sløj udgave at tidligere tiders ophøjede spise, samt en fisk. Sidstnævnte til Birks store fornøjelse. Desuden var det søndag, og alle potentielle stedet, som kunne forhandle frø, var lukkede. Så vi pakkede sydfrugterne og kørte tilbage til Nordmakedonien. Halvanden kilometer ud af en noget ujævn grusvej, forbi endnu et arkæologisk palads og zigzag uden om en skildpadde fandt vi nattens holdeplads. Vi nåede at redigere lidt billeder og spise en salat, inden mørket indhentede os på en fredelig plet udenfor Bitola.

Vejret var stadig skønt, så vi tog til Ohrid-søen med det samme for at få en dukkert i det eventyrlige vand. Søen siges at være det meste kendte sted i Balkan, og det er vi villige til at tro på. Selv her tidligt på sæsonen var der mange mennesker, og vi var for en gangs skyld ikke de blegeste. Den tidligere sæson gør sjovt nok, at vandet også er ret koldt, og vi besluttede derfor at tag på tur i byen før vandplaskeri. I udkanten af turist-centrum fandt vi det lokale grønsagsmarked, og fik fyldt poserne med grønsager til grillen. Det var også en mini-marked, som kunne levere bleer til Birk (vi har ellers holdt den kørende på DK-bleer indtil nu), og lidt uden for centrum. Ja, faktisk i et boligområde, fandt vi en vinhandel, som kunne levere en Nordmakedonsk vin, som Morten har jagtet i nogle år.
Til frokost fandt vi den bedst anmeldte döner i byen, som dog ikke levede helt op til sit 5-stjernede ry; men OK var det.
Det var efterhånden blevet eftermiddag, og temperaturen var kommet op på 23-24 grader, så vi trillede lidt udenfor byen til stranden ”Golden Beach” (Måske lidt oversolgt). Her var fred og ro, og god plads til at Birk kunne hygge rundt, og vi kunne tage en dukkert i ferskvandet, og blive vasket lidt.Efter badetur blev vi lidt ubeslutsomme om den overordnede retning turen skulle tage de næste uger: Skulle vi trille direkte til Albanien, sydpå, eller skulle vi tage nord-om og tage en dag ekstra i Makedonien? Vi endte med at udskyde beslutnings-problemet ved at trille 40 minutter ned til den sydlige nede af Ohrid-søen, hvor der lå et kendt kloster, St. Naum. Det var et fint sted, beliggende i et smukt velholdt område, men måske også lidt oversolgt i forhold til selve klosteret.

Nu skulle beslutningen tages; en kop kaffe på en af kloster-caféerne: Herfra kunne vi trille 5 minutter længere sydpå til grænsen mod Albanien.. Men vi havde jo stadig hvad der svarer til 400DKK i Makedonske Dinarer – hvordan skulle vi få brugt dem? Tanken var fuld, og klosteret kostede ikke noget.
Påpasselige som vi er med pengene besluttede vi os endeligt over kaffen til igen at trille nordpå i Makedonien for delvist at få brugt de resterende penge, men også for at komme op og se Mavrovo nationalpark.
Kursen blev sat nordpå, men klokken var også begyndt at blive mange, hvis vi skulle nå aftensmad i sollys. Så vi fandt et fredeligt spot med Wildmas bagdel lige ned til den nordlige del af Ohrid-søen. Her havde vi en skøn aften med grillmad, og en endnu skønnere morgen, med morgensolen ind ad den åbne bagdør i sengen, en morgendukkert, morgenkaffe og friskbagt brød.

.. og her indskydes, at fortsættelse følger; der er sket meget de sidste dage, vi kan næsten ikke nå at få det hele skrevet ned, og indlægget er ved at blive langt!