Serbiens østbloks-idyl iblandet Palles Tivoli

God morgen på en p-plads i den del af Novi Sad, hvor de studerende bor. Som enhver storby på vores tur (åbenbart), har Novi Sad en borg vi skal se. For at nå de stablede sten i formation slentrer vi langs havnepromenaden – iført vandrestøvler for at holde varmen og være beredte til at bestige endnu en bro og endnu et borgkompleks. Som altid smukt - og kærlighedens hængelåse hænger på alle ledige gelændere som på ethvert godt turist-spot; både støvler og bygningsværker. Mest bemærkelsesværdigt er det dedikerede løbesport, som følger promenaden rundt. Den har gummiunderlagt og distancemarkører, hvilket godt kan imitere skovbund, hvis man er lidt desperat for den slags…

Frokost stod på ægte serbisk kød-i-kød-med-most-kartoffel-mad. Birk elskede det og gjorde et godt indhug i mors tallerken, så hun måtte få en is til dessert for at blive mæt. Dagens mål var den historiske tidslinje, som byen fik lagt i smukke sten i forbindelse med deres virke som kulturhovedstad i 2022. Den ligger lige mellem teateret og en bland-selv-slik-butik med pirat-tema, og vi var klart de eneste, som var kommet for tidslinjen. Den bar sjovt nok præg af kultur-, sports- og videnskabsbegivenheder, hvilket var interessant nok. Men meget lidt om krigene, så det må vi lede videre efter andet sted. Vejret ligner det danske, så storby trækker mere end naturen, og da Beograd ligger en time væk, bliver det næste destination for Wildma. På turen hen og samle hende op, drejer vi ind i et storcenter for at købe en hagesmæk mere til Birk. Hvem skulle havde troet, at én ikke er nok? De reklamerer også med en Stradivarius-butik, endda en af centerets største butikker, så der må Morten hen. Han bliver kun lidt skuffet fra violinerne viser sig at udeblive, mens tøj til teenagepiger fylder hylderne.

På en campingplads nord for Beograd ruller Wildma ind i de tidligere aftentimer. Her er nemlig både vand, strøm og internet, og det er tiltrængt. Mortens kamera er nemlig lige så propfyldt med billeder, som vi er med indtryk, og det skal bearbejdes, mens vi stadige har et overblik, og mens det regner. Billeder bliver redigeret, batterier på alverdens dimser bliver opladet, og mennesker bliver badet. Imens spiser vi friske jordbær og tumler med Birk i sengen. Det er nemlig det eneste sted, han rigtigt kan være inde i Wildma foruden hans højstol. Der er mange steder at spise jordbær, men nu blev det altså i sengen, og den har fået røde pletter. Lidt sommerstemning.
Vi må give en ordentlig rundvisning i Wildma en anden dag, for nu skal vi undersøge, hvad vi skal se i Beograd, inden vi ægte skal derind.

Sådan noget billederedigering tager tid, så vi kommer først med bussen ind til Beograd ved middagstid. De kører oftere end s-togene i KBH og koster mindre end en børnebillet gjorde i 90’erne. Man skal bare købe dem igennem deres app, som kun er på serbisk. Måske kører vi på røven ind til Beograd, men frem kommer vi, og undervejs bliver vi glade nok for, at vi ikke har taget Wildma og hendes korpus med ind i down town. Der er gang i vejbanerne, og er man større end en SMART, kan man cirkel efter en p-plads indtil næste fuldmåne. Første stop er frokost – og hvilen oplevelse. Ovenpå gårsdagens kød-show vælger vi en vegansk restaurant med topanmeldelser, og det er et godt valgt. Den er lille, og det samme er menukortet, mens både ølkortet og tjeneren folder sig mere ud. Maden var virkelig god og den tilhørende øl så sjov, at tjeneren skriver bryggeriets adresse til os, så vi kan besøge den, når vi triller videre. Triller derfra gør vi, og lige forbi turens hidtil bedste is. Friske valnødder kan noget godt. Et fif fra de semi-proffe isspisere er at gå efter chokoladeforretningerne; de gode chokoladeforretninger.

I Beograd finder My til sin store overraskelse en butik, som forhandler hendes yndlingssko, men hun får kolde fødder og køber dem ikke. Til trods for at de udtrådte sko faktisk giver kolde fødder. Morten battler en gadesælger i at regne om fra Euro til Dinar og tilbage igen og ender med at købe fem LP’er med hjem. De udgør en dejlig handy håndtaske i tillæg til babyjogger pakket med regntøj og kameragrej, som vi skubber foran os hele byen rundt. Vi skal se en gammel borg med vild udsigt, et par pladser med vilde bygninger, samt en kirke som bliver sammenlignet med Hagia Sofia og er betalt af GasProm. Selv om kirken er nærmest selvlysende af guld og marmor, så gemmer vores guldæg sig i en sidegade. Vi har jagtet en balsamico siden dag 3 på turen, og kun fundet de helt tarvelige, som er tykke som blomsterhonning eller tynde som vand. Men her i Beograd er der en italiensk delikatesseforretning, som udover Antonbjerg chokolade og skæreskinker også har en bredt udvalg af balsamico. Med tunge ben og fyldte indkøbsnet hopper vi på bussen hjem igen. Denne gang med billetter. Stoppet efter Coca-Cola-fabrikken er vores stop, og så snart busdøren lukker bag os og vi er alene på en mark, er der ro for første gang siden vi steg på modsatte vej. Det fejrer Birk ved at skælde ud, mens vi går mod campingpladsen i solnedgangen.

Inden vi forlader campingpladsen næste morgen, skal Wildma gøres køreklar, og Morten skal have redigeret de sidste billeder og uploadet dem. Internettet rækker dog ikke mange cm ud fra receptionen, men alt lykkedes og op af formiddagen sætter vi kurs mod det bryggeri, som tjeneren fra i går anbefalede.

I bedste danskerstil spiser vi vores medbragte mad på p-pladsen, inden vi går ind på bryggeriet. Det ligner i udsmykning og priser noget, som er hevet direkte ud af Kødbyen, men ligger i de skønneste omgivelser. Med proviant ombord lægger vi fra land med Tara Nationalpark på GPS’en. Vejene består af hårnålesving, som vi sommetider tvivler på, at Wildma kan snog sig igennem, men gang på gang møder vi andre kassevogne og endda traktorer og lastbiler, som klarer bølgegangen, så vi gør det samme. Da vi har kørt det meste af dagen og blevet lidt gennemrystede og kullerede af det, finde vi en lille bjergtop og gå op på, før vi kører til overnatningen. En lille bitte plads helt ned til søen. Sådan en, som vil være et eventyr  i 25 grader. Men vi nærmer os frysepunktet, så vi tænder fyret, spiser maden og hoppe i seng. 

Morten har frosset hele natten, men springer alligevel ud i morgentågen og tager billeder af dis på søen, da de første solstråler rammer den. Vi spiser alle sammen hjemmebagt morgenbrød pakket ind i uld fra top til tå, og så koldstarter vi Wildma op ad skrænten for at komme videre i dagen. Vi jagter signal, så vi kan jagte en lille vandretur at starte dagen på. En lille tur på en kilometers penge fanger vores opmærksomhed, så Birk ryger i bæreselen, og vi drager afsted. 4 kilometer senere har vi set en spøgelses-agtig sø og søbred, fundet en forstenet snegl og set de skønneste huse ude i skoven.

Tjeneren fra den anden dag anbefalede os også at se byen Zlatibor, og særligt naturen omkring den, så der kører vi hen. Igen gennem hårnålesving og på smalle veje. Vi handler dagligvarer i udkanten af byen og går ind for at finde frokost. Men byen er helt forfærdelig. De er ved at bygge en hel by fra bunden. Kun få gamle huset står, mens der vælter armeringsjern og orange hjelme rundt på hvert et ledigt spot. Det er åbenbart også blevet lørdag, så andre turister er også ude og blive luftet, og der er fodboldturnering for børn, så byen er proppet. Særligt My er presset over det kaos, så vi runder en bager og tager benene på nakken. Mens vi kører mod næste store attraktion i området, mentalforbereder vi os på, at ramme næste turistkaos. Mens Birk opdager glæde med croissanter, bliver vejene mindre og mindre, og ude ved den store og meget smukke grotte er vi mod forventning helt alene. Et par bjergtoppe senere får vi lov at betale entre for at se et vandfald. Det var virkelig flot og med veltilrettelagte adgange til gode udsigtspunkter; så absolut de 33dkk værd. 

Dagens bevægelse slutter, da vi med fuldt overlæg smider Wildma godt ind i siden på en bjergvej, hvor vi skal sove i nat. Birk har proppet sig med tortellini og er gået kold, mens vi prøver at få signal til at uploade lidt indhold til bloggen. I får at se, om det lykkedes.

I morgen skal vi se et gammelt kloster, og derfra får turen enten til Nis eller til Kosovo. Det vil vejr og vind afgøre.

Ps. Der kommer et link til Mortens billeder på et tidspunkt, når vi får mere internet. Der er… en del.