Penge er ikke noget værd...

For en gangs skyld var My og jeg enige om dagens mål: de termiske ”Anna Thermal Baths”.

Efter en hurtig omgang morgenmad trillede Wildma mod øst til Szeged.

Da vi ifølge GPS’en nærmede os badene, blev det klart at vi var rimeligt down-town, så parkering var ikke så let som det ellers har været tilfældet hidtil (7-9-13). Vi måtte trille endda nogle ture rundt om de proppede parkerings-områder, for til sidst endelig at finde en plads vi kunne klemme Wildma ind på.

Heldigvis bruger de også Easypark herovre, så det gør det ret let at håndtere.

En kort slentretur med Birk på armen hen til badene, hvor vi endte ved en hovedindgang der ikke var åben – hvis vi ville ind før kl. 12, skulle vi ankomme via ”medicin-indgangen”. Efter lidt vandren rundt om den flotte bygning, fandt vi bag det hele en lille indgang, hvor der sad nogle venlige damer bag skranken. Jo, vi kunne godt købe adgang dér – men vi kunne ikke betale med kreditkort, på trods af at der var et fint skilt der pralede af ”visa”, ”mastercard” osv. 

Heldigvis havde vi nogle Florint med fra Papa-Rolf’s gemmer efter hans utallige rejser rundt i verden. 

Så en hurtig løbetur gennem forårs-heden til Morten for at hente kontanterne – vi havde heldigvis lige præcis de 3500 Florint det kostede, og vi var klar til at springe i vandet.

… meen nej, damerne bag skranken kiggede nøje på sedlerne, vendte og drejede dem, diskuterede på Ungarsk, snakkede lidt med den tekniske gut ved siden af – og spurgte os efter lidt tid: ”Where did you get these?”.

Vi forklarede det som det var, at vi havde fået dem med fra Mys far, som havde rejst en masse.

Damer: ”These are old”

Mig: ”..But can we still use these”

Damer: “No…”

Mig: “Why not? They are still Florint?”

Damer: “You can’t use these”

Nå… Ja, den samtale kom vi jo ikke meget videre af – 2005 er åbenbart for gamle penge i Ungarn. 

Heldigvis var tiden jo gået siden vi ankom, og der var nu ikke så længe igen til kl. 12, hvor de åbnede ved hovedindgangen – og her skulle vi kunne købe adgang med kreditkort.

I mellemtiden var vi ved at blive lidt småsultne, og vi skulle ikke risikere at blive hundesultne under badet – så vi fandt nærmeste restaurant via Google Maps; en lille Bhudda-beklædt vegetarisk restaurant i en kælder ned ad en sidegade.

Det virkede som et meget lokalt sted, hvor mutter stod i køkkenet, og alt var hjemmelavet fra bunden. 

Vi fik 2x dagens menu (en vegetarisk og en vegansk), og første træk fra Birk var selvfølgelig at vælte hele skålen med forrets-suppe ud over My.. Ups..

Nå – maden var nu lækker, og en overskuelig portionsstørrelse – og priserne virkelig rimelige. Så nu var vi klar til at komme i Termiske bade!

Heldigvis forløb adgang og betaling igennem hovedindgangen uden problemer, og vi kom ind i de smukkeste gamle bade med 5-6 forskellige bade i forskellige temperaturer, og en masse helende effekter, som alting var beskrevet på Ungarsk – så vi sprang i, og håbede at blive kureret for dette og hint.

Opløste, nyvaskede og tilbage i Wildma satte vi nu kursen mod Serbien i eftermiddags-hedens 33 grader.

(Credits til badet for billede, jeg har ikke taget det)

Vi ramte efter kort tid grænseovergangen Tiszaziget, fandt pas og papirer på Wildma frem, og fremviste dem stolt for første gang på turen. Først til en flink Ungarsk dame som bevogtede første passage, indhegnet med et vaskeægte Trump-agtigt pigtråds-hegn der sikrede overgangen ud af EU.

100 meter længere fremme kunne vi så prøve igen, nu ved de Serbiske grænsevogtere som skulle lukke os ind i deres land. Efter lidt papirkiggeri her også, samt tegn-og-fortæl på et papirkort over hvor vi havde været, og hvor vi var på vej henad på vores tur, kunne vi trille endnu 50 meter frem til tolden, som også lige skulle det det hele igennem, og kaste et beundrende blik på Wildma både inde og ude. Vi overvejede at bestikke dem med et par af de pakker cigaretter vi købte som bestikkelse da vi var i Grønland, og aldrig fik brugt dem – men heller ikke her bruger man åbenbart bestikkelse.. Så til sidst fik vi et venligt ”god tur”, og vi passerede ind i Serbien – det første ”ægte Balkan-land” på vores tur.

Vi konstaterede hurtigt, at vejene er virkelig pæne og velholdte (i hvert fald indtil nu), og byerne ligner hvad man må forvente af øst-blokken. Små, lettere misligeholdte bygninger langs de ellers fredelige hovedveje. En del herreløse hunde render rundt langs vejene (og andre render ikke så meget længere).

Og pengene rækker langt her i landet. Et indkøb til frokost og aftensmad i den lokale dagligbrugs rendte vel op i godt og vel 50 kr.

Nå, aftenens mål var et nå en nationalpark syd for Novi Sad, hvor vi satsede på at nå en vandretur dagen efter, inden vejret ifølge vejrudsigten skulle vende sig mod det koldere og vådere.

Vi fandt en naturskøn plads i en flot skov, hvor der åndede fred og ro, og nød en frisk salat til aftensmad ved de fine borde-bænke sæt på pladsen.

Næste morgen vækkede Birk os igen tidligt (Tak for det), så vi kunne komme ud og nyde en vandretur så længe vejret holdt. Det var et virkeligt smukt område at vandre i; meget anderledes skove end hvad vi tidligere har været i, og med et rigt dyreliv af både fugle, biller, firben osv.

På turen stødte vi også på et ret imponerende forladt gammelt TV-tårn, som var blevet bombet af NATO under krigene i ex-Jugoslavien.

Efter ca. 13 km tur og frokost var vi tilbage ved Wildma, endda inden regnen satte ind.

Da vi tænker det er bedre med oplevelser i byen når været bliver ringere, trillede vi tilbage til Novi Sad, Serbiens andenstørste by, og fandt en P-plads lidt udenfor centrum.

Joggeren blev rigget til, og vi trillede en tur ind mod centrum, og oplevede flere sider af en serbisk storby; både store gamle blok-byggerier og forladte huse – men også hippe caféer, fine velholdte restauranter, små dimse-butikker, avis-bikse, ungdoms-områder, og over til den gamle bydel med flotte imponerende bygninger i smuk ornamenteret stil, kæmpe kirker, store plazaer med kæmpe statuer osv.

En lille snack i en mini-brød-biks, og så kunne vi holde os gående indtil aftensmad. Der er virkelig point for kvaliteten af bagere her syd-øst på indtil videre; de kan godt konkurrere med danske bagere om at bage lækkert brød!

Aftensmaden indtog vi på en Gastro-pub, ”Camelot” hvor vi nød en masse små side-dishes, mens Birk underholdt den bedre del af personalet, mens de lokale P-vagter pulsede cigaretter og drak kaffe i baren – alt i alt en skøn oplevelse, inden vi mætte og tilfredse trillede tilbage til Wildma, fik hende parkeret pænt for natten, og nyder nu at få varmen til olie-fyrets klikkende lyd, men bloggen her opdateres, og Birk bliver toppet op med lidt mælk oven på de lækre friturestegte løgringe han omsatte

med største velbehag.

Hvad i morgen bringer? Det vil tiden vise – indtil videre gør Serbien det godt: Flot natur, venlige folk, god mad, og en kop særdeles lækker kaffe på en hip cafe? 10 kr.

Det eneste der er mega dyrt, er at bruge Mys telefon. Så den er slukket til vi rammer et EU land igen.