Mageløse Prizren, Makedonsk fly-by og Middelhavs-stemning

Nu var Wildma efterhånden også begyndt at savne os efter at have holdt ene og alene på en P-plads i Pristinas forstæder i to nætter. Vi fik alt vores nu rene vasketøj stuvet tilbage i bilen og pakket alle andre pakkenelliker. Inden vi forlod området nåede vi lige den lokale kaffe-bar hvor vi kunne låne lidt WiFi til at få uploadet næste sæt billeder fra turen til skyen, så vi ikke mister dem hvis uheldet er ude. Birk nåede at charmere brugsmanden nok til at få en slikkepind – passende køresnack, når man er næste 8 måneder.
Nøglen til lejligheden blev afleveret til fætter-Berisha, og da tiden nærmede sig frokost, trillede vi til den sydlige del af storbyen for at opleve frokost på Illyrian Castle, efter anbefaling fra vores venner.

Efter en fin frokost med borg-stemning for fuld udblæsning og en mindre højdeudfordring i den tilhørende p-kælder kørte vi til Prizren. En smuk tur som endte i down town i jagten på en p-plads. En flik mand flyttede et par kegler for os, og wupti var der plads til en autocamper i et ellers fyldt centrum. Byens butikker er 50% balkan-overdådige brudekjoler, 25% tilhørende guldsmykker og et virvar af kaffe, bildæk og vekselbutikker for resten. Morten købte et plekter til sin guitar, mens ellers holdt vi pengene i lommerne og blikket rettet mod toppen. Her ligger nemlig dagens borg, og den er mageløs. Stigningen op til fods var så voldsom, at de lokale sendte os ud på en omvej fordi de ikke mente, at babyjoggeren kunne bestige gaderne. Det var da også en kamp, og Birk måtte op på armen flere gange undervejs. Udsigten oppe fra borgen er uden tvivl den smukkeste nogen borg har budt på endnu. Prizren på den ene side og bjergene med den snoede bjergvej på den anden.

Bjergvejen var så smuk, at vi besluttede at tage den videre selv om maps havde andre planer for os. På skiftevis tysk autobahn-asfalt og ny-blendet klippestrøg rullede vi stille afsted og nød udsigten. Første overnatningsspot viste sig at være der, hvor lokale henter vand og var fuld af folk, flasker og affald, så vi tog videre til næste. Her var kun én bil og i den sad ejeren, som også havde en søn med; dog cirka 10 år ældre end Birk, og han bar rundt på Birk og kiggede rundt i Wildma. Vi takkede pænt for at måtte overnatte og gav ham et par euro – altså drengen, for faren ville ikke tage imod. Kort efter kom de tilbage. Drengen havde skaffet kage, chips og brik-juice til Birk for pengene – igen passende, når man næste er 8 måneder. Drengen hang ud sammen med os, indtil vi skulle spise og med bedste fagter måtte forklare ham, at nu var det tak for i aften.

I løbet af natten begyndte det at regne, og kl. 4 drøfter vi, om vi skal stå op og få Wildma op ad muddernedkørslen og tilbage på vejen, før alt sumpede  til. Birk sover, så vi satser og bliver under dynen. En fin beslutning for efter morgenmaden rulle hun lige så fint op og videre og uden det store besvær krydser vi grænsen til Nordmakedonien et par timer senere. Endnu en storby, endnu en borg og endnu en håbløs parkeringssituation – hej til Skopje, som vi har hørt meget blandet om. Byen viser sig at være delt i to. Den gamle del, som er det vildeste leben af mennesker, mad og butikker. Og den nye bydel som prøver at se gammel-græsk og topmoderne ud på samme tid, men er ret tom for aktivitet. Højdepunktet var et kunstmuseum, som er indrettet i det nedlagt tyrkisk bad. Smukt, simpelt og tilpas lille. Vi spiste frokost ved endnu en mand, som havde boet i Norge og fik set en af de få gamle kirker, som er tilbage. Både vi og Wildma var ved at havde fået nok af store byer med små og ikke ensrettede gader, så vi tog benene på nakke for at nå en natur-tur inden sengetid.

En halv time uden for Skopje kunne vi køre ind til siden af motorvejen og gå ned, ned, ned af en trappe, over en gamle hængebro og igennem et semi-efterladt kloster. Så var vi i naturen. Med sol i øjnene og tiltrænge støvler på fødderne nød vi vandreturen ud til en endnu ældre bro og et smukt og endnu ældre egetræ. Cirka her vendte vejret til regn, og vi vendte snuden hjem mod Wildma. Birk tog regnen pænt, og så er det jo ingen sag at synge i regnen. Han fik sin belønning i form og Gnocci på en smuktliggende p-plads helt ned til en sø, og så væltede han træk omkuld i sengen. Han er blevet 8 måneder i dag, og han fik lov at smage den kage, som drengen gav ham i går. Resten spiste hans søde forældre – for at fejre ham, naturligvis.

For denne gang blev det et kort visit i Nordmakedonien, men vi vender tilbage senere på returen. Vi er trillet videre til Grækenland, hvor et kip med EU-passet gav en smertefri grænsepassage. Vejret et blevet godt, og vi er blevet klogere på Balkans storbyer. Så vi parkerede uden for down town i Thessaloniki og tog benene i stedet.
Ude i forstæderne fandt vi en lille lokal restaurant hvor vi spiste noget lækker lokal græsk mad, og fortsatte så videre. Vi forsøgte også kortvarigt at fange den offentlige transport ind til centrum, men opgav hurtigt, da busserne ikke rigtig kom når der stod de skulle.

Efter en lang travetur langs vandet kom vi endelig til centrum; her var de største trækplastre en skulptur af paraplyer, og et stort rundt tårn, kendt som ”Det hvide tårn”, men som snarere var en falmet beige.
Der var også en plads kaldet ”Aristoteles plads”, men den kunne ikke meget andet end at være stor og tom.
Til gengæld fandt vi en lækker isbutik, ”Aega” som solgte is lavet på gedemælk; virkelig lækkert!
Byen virkede ret fortravlet, så vi endte med at fange en bus (heldigvis) tilbage til hvor Wildma var parkeret, og så blev vi enige om at trille ud til nærmeste strand og mærke middelhavet. En god halv time senere holdt vi på et fredeligt strandstykke, i det skønneste solskin, og nød et dejligt dyk i havet. Birk fik lov at kravle rundt i bar røv og mærke sandet mellem fingrene og tæerne for første gang i sit liv – og kom selvfølgelig også med ud at blive dyppet i  vandet.

Herfra gik turen til aftenens overnatnings-sted, en autcamper-plads lidt inde i landet, hvor vi kunne få et bad, og få tømt toilet-tanken, og få fyldt vandtanken op.
Vi kom til et skønt sted, hvor den venlige ejer Pedro var i gang med at opbygge en plads med alt hvad man kunne ønske sig.
Stedet var ikke helt færdigt endnu, men det kunne man sagtens se gennem fingre med. De havde oveni købet et street-food-køkken hvor vi hver fik en burger til aftensmad. Og selv vegetar-burgeren var faktisk ret hæderlig.
Der var flere fede gamle campere, med nogle virkelig finurlige menneske-typer som havde fundet samme sted hen som os.

Efter en fredelig nat, hvor vi hverken var blevet spist af æslet eller den lille hest, blev vi enige om at trille med retning mod Nordmakedonien igen, dog med flere stop i Grækenland. Første stop blev et museum over en udgravning af nogle royale grave (Kong Philip II - Alexander den stores far); ret vildt at se hvor overdådigt herskerne i ~300BC blev begravet.
Mætte på historie og indendørs-oplevelser, tøffede vi videre til Kastoria – en smuk by beliggende på indsnævringen af en halv-ø som stikker ud i en stor sø.
Efter gårsdagens virvar og kaos i Tessaloniki, var det fantastisk at komme til en rolig by, hvor vi kunne gå langs promenaden ved vandet, hen til en restaurant vi havde set anbefalet et sted på nettet.
Og vi blev ikke skuffet; vi fik det lækreste lokale mad bestående af dolmer-ruller, tzatziki, fyldte Florina-pebre med feta, og en krydret kyllinge-ret. Det er noget af det mest velsmagende vi endnu har fået på vores tur!
Retur gik op i de snævre krøllede gamle gader op ad højen som byen er bygget på, med flere smukke udsigts-punkter ud over den omkringliggende sø, som omgiver byen på begge sider.

Tilbage ved Wildma blev der købt lidt diverse varer ind til morgenmad og frokost dagen derpå, og en lille hjemmelavet pind-is kunne det også blive til, inden vi igen trillede videre – denne gang mod aftenens overnatnings-destination ved ”Den lille Prespa-sø”, som er delt mellem Grækenland og Albanien. Målet i morgen er at krydse Agios Achillios-broen til fods, for at opleve dyrelivet på den dertilhørende ø.
Vi er stoppet nær toppen af et bjerg ved søen, hvor vi lige nåede at gå helt til toppen for at opleve den smukkeste solnedgang over bjergene og Prespa-søerne.

Det bliver fedt at komme ud at få luftet støvlerne, og se noget mere smuk natur i morgen, inden vi nok igen krydser grænsen tilbage ind i Nordmakedonien.