Kæmpe sø, hyggelig camping, og smuk by

 En dejlig morgen gryede på overnatningspladsen nær Tinnye. Birk blev spist af, Wildma pakket, og afsted gik det mod Baloton-søen - nærmere bestemt byen Tihany, som skulle være kendt for sine lavendler. Køreturen dertil foregik uden de store overraskelser, og vi nåede frem til Tihany henad formiddagen, inden der blev for varmt, og inden horderne af turister væltede ind (det var nu blevet lørdag, og Ungarn havde fri).
En smuk gåtur først til toppen af byen ved den lokale kirke, hvor der var det vildeste panorama-view over Baloton-søen. En sø på størrelse med Falster, hvis det hjælper noget forståelsen af arealet.
Man kunne godt fornemme at byen var meget turistet, men der var også virkelig smukt med flotte træer hvor der summede af insekt-liv. Vi så dog ikke så meget til de famøse lavendler, udover hvad der blev solgt af pastel-lilla souvenirs fra de utallige små butikker klemt ind i alle kringelkroge.

Vi gik fra toppen i byen ned til vandet (hvad der viste sig at være noget af en tur ned - og det betød jo også at vi nok skulle op af selvsamme højdemeter igen senere!)
På turen lå der nogle ret vilde huse, bl.a. et hus lavet kun som stråtægt; tag, vægge, underside af terasse, mure omkring huse - det var vanvittigt!
Håbet var at komme ned og dyppe tæerne i søen, men det skulle vise sig lettere håbet end gjort. Det viser sig, at alle strande ved søen er låst inde bag betalings-båse - og i Tihany havde de ikke "åbnet stranden endnu", så det kunne man godt glemme alt om.

Nå, vi asede os tilbage op til Wildma med Birk i Babyjoggeren, spiste en hjemmesmurt sandwich på picnic-tæppet i parktræernes skygge, lige foran en restaurant (kan man det?) mens Birk studerede mariehøns meget indgående, inden vi trillede videre fra Tihany, hvor turisterne nu havde overtaget enhver ledig plads på gader og stræder; Godt Birk får os tidligt op, så vi kan nå de populære ting inden alle andre får sko på!

Turen gik nord om søen - undervejs forsøgte vi et nyt (lidt mindre turistet) sted, at komme til vandet. Denne gang havde vi mere held med os. Godt nok var der betalings-anlæg, men da stranden "ikke var åben endnu", havde de fjernet bommene der forhindrede lægmand i at komme ned til stranden. Så vi kunne frit gå ned, og få årets første dukkert i ca. 17 grader varmt vand (og 25 grader i luften).
Også Birk fik sit livs første rigtige dyp i det friske vand - det tog han ret pænt, men det manglede da også bare, taget faderens begejstring i betragtning!
(Det skal her indskydes, at Birks egentlige "livs første dyp" var ved Sandager Næs i September måned, 1½ uge gammel, hvor han også fik dyppet tæerne sammen med farmand, og skreg op som en skræmt fasan - det var vist også en frisk oplevelse for alle involverede parter)

Nu kølet ned, og lidt renere i krop og sjæl, trillede vi videre med retning mod Pecs, morgendagens mål.
Vi havde udset os en campingplads, Kemping Jalanka, som ifølge research skulle have åbent (de fleste har åbenbart lukket på denne årstid).
Og heldige var vi - efter en detour grundet Google Maps' til tider lidt afvigende vejvisning i Ungarn, nåede vi frem til stedet, i den lille flække Ág, hvor der virker til at bo flere hunde end mennesker.
En venlig camping-fatter lukkede os ind, og vi nød en rolig aften som eneste gæster på hele den rolige plads.
Næste morgen stod på turens første løbetur for Mortens vedkommende, mens My fik sig selv og Birk i bad (Birk glad i en plast-opbevarings-kasse i solen).

Fra Campingpladsen trillede vi til byen Pecs, som vi inden ankomst tænkte vi kunne få set på et par timer, og så videre mod et endnu ukendt termisk bad et sted i Ungarn.
Men byen viste sig fra sin smukkeste side (i op til 34 graders varme), og vi blev blæst bagover af arkitekturen, historien, maden, isene og området - så vi endte med at bruge stort set hele dagen på at se Moskéer, domkirker, isbutikker og endda en jagt på en ordentlig balsamico, som åbenbart viser sig at være svær at opstøve over i den østlige del af europa (denne del af missionen lykkedes aldrig; vi fortsætter jagten!).

Da vi endelig fik revet os fri af Pecs' favntag, var klokken blevet halv-sent, så vi besluttede at finde et overnatnings-sted på halvvvejen mod Szeged, hvor vi måske har fundet et fint gammelt termisk bad vi gerne vil prøve.
Efter at have overhalet hestevogne og andre forhindringer herhen, er vi nu landet på en lille rekreativ naturplet uden for byen Baja langs Donaufloden, hvor vi nåede en dejlig omgang grillmad, inden det blev for mørkt, og vi blev ædt helt af de første myg; Temperaturen er ikke noget problem da der her kl. 19 om aftenen stadig er omkring 24 grader.

Det sidste af aftenen er gået med at skrive dette indlæg, mens der bliver researchet på hvad vi skal opleve i Serbien, som er næste land vi har retning mod; Vi må se om vi når at krydse grænsen imorgen, eller om vi bliver overrumplet af endnu et skønt sted, hvor vi bare må bruge lige liidt mere tid.

Vi glæder os til Serbien!