Baby-Birk betager Balkans bedstemødre

Nå, vi fik en fredelig aften på vejsiden i bjergene i det sydlige Serbien, om end lidt kold til tider. Og det viste sig der var en god grund til at der føltes lidt fodkoldt – næste morgen vågnede vi op til fine hvide snefnug dalende ned fra himlen, og Wildma var pludelig kommet i vinterklæder. Det havde vi ikke lige forudset.

Dagens vejr meldte mere nedbør fra oven, så vi blev enige om at få kørt et godt stræk. Første stop på ruten blev føromtalte kloster, Studenica. Et kloster hvis hovedkirke blev bygget i 1100-tallet og stadig står som et suttet bolche, i hvert fald set udefra. Et virkelig fint lille kloster i de smukkeste kuperede omgivelser.
Herfra gik valget på om vi skulle køre til Kosovo via nord – Mitroviche, eller via vest, Pejë. Google Maps synes ikke at grænseovergangen i nord kunne krydses, og vi trænget til at komme ud i lidt mere natur, så vi valgte at køre ind ad den vestlige side. Dette er også den mest bjergrige og meget smukke vej.

Inden vi forlod Serbien skulle vi lige af med de sidste dinarer, så der blev tanket på en af de sidste stationer inden det var farvel til Serbien.

For at komme ind denne vej måtte vi også lige krydse et hjørne af Montenegro – det betød grænseovergange i masevis, da der er både en grænse ud af første land, og ind i næste.
Første grænse ud af Serbien blev relativt let passeret, men kort efter ramte vi sådan et midlertidigt arbejds-lyskryds med rødt lys. Vi holdt pænt til siden, og ventede.. og ventede… og ventede.
Efter måske 10 minutter blev de bagvedlæggende biler for utålmodige, overhalede, og drønede over for rødt videre ned af vejen. Der blev dyttet og råbt – men som de lovlydige danske borgere vi er, blev vi pænt holdende.
Flere kørte forbi, og på et tidspunkt gav vi det 5 minutter mere.. Og da de 5 minutter var gået, blæste vi på dansk lovlydighed, og kørte videre for fuld rødt.
Fint nok gik det; der var et par chikaner med plads i kun én retning, men intet problematisk. Lige indtil vi kom til grænsen ind til Montenegro: Her ramte vi en kø der sneglede sig afsted, og hvor halen snart ville ramme en envejs-strækning inde i en tunnel. Det var nok dérfor der var rødt i den anden ende.

Ventetiden gik, vi fik hørt et par af P3’s ”Hvem er…” Podcasts om Tessa, og efter måske 1 time og endeligt nye stempler i alle pas, blev vi lukket ind i Montenegro.

Og her gik det kun én vej: op! Vi kørte af små kringlede bjergveje op i måske 0,5m sne, og ramte heroppe grænsen ud af Montenegro, og derefter grænsen ind i Kosovo. Et lokalt forsikringspapir skulle tilkøbes til Wildma, mens løsgående heste rendte omkring os på vejen inde i paskontrollen. Og så gik turen ned ad bjervejene igen, i ”the accursed mountains”, på vej mod Pejë.

Vi ankom til byen henad aftenen, fik smidt Wildma ind til siden, og fandt første og bedste pizzaria, hvor Birk charmerede de unge tjenere, mens vi spiste en hæderlig pizza med sesam-kanter og stærke chilier på toppen. Nattens overnatningssted blev en betalt parkering ved hospitalet, og nattens lyde bød også på en del af byens glæder, med de lokale unge som brændte dæk af på P-pladsen på deres motocross’ere, og hunde som glammede i ét væk.

Heldigvis gryede en ny dag med tegn på bedre vejr, så vi trak i vandrestøvler og rygsække, kørte 5 minutter ud for byen, ind i bjergene, og fandt den smukkeste vandre-tur op i bjergene, hvor vi ikke mødte andre end det lokale dyreliv.
Frokosten på bjerget blev indtaget i en skråning solskins-plet med udsigt ud over Pejë og resten af Kosovo. Lige så skrå, at Birk selv kunne trille halvanden meter ned, før hans sløve forældre opfangede hans flugtforsøg. Herfra gik turen ned igen, tilbage til Wildma.

Vi smed hende ind på en lokal tankstation for at få fyldt helt op, hvor vi blev mødt af en flink tankpasser som snakkede fint dansk, efter at have boet og arbejdet på færgerne Hirtshals-Oslo i 5 år. Efter for meget sludren, diesel udover det hele og en reservedunk motorolie, satte vi kursen mod Gjakove.
Men vi kom ikke langt i Pejë, før et omdirigerings-skilt fik os i problemer på smalle smøger i byens udkants-kvarterer, hvor vi hang fast med biler bag os, og masser af biler mod os; Ingen kunne komme hverken frem eller tilbage.
Efter dytten, råben, snakken og diskuteren, fik vi endelig uden politiets hjælp omdirigeret en lang række biler til at bakke væk, så Wildma kunne komme fri, kun med en lille skramme på den ene side fra en udhængende el-boks i en mast.

Vi kom til Gjakove, og hyggede os med en gåtur i det gamle kvarter hvor træhusene var blevet genopbygget  i original stil efter krigen i 1999. Gemt bag husene lå også en fin Moské, hvor der blev kaldt til bøn – vi kiggede lidt udefra på den gamle bygning, med det fine arabiske skriftsprog på ydermurene.
En kop euro-kaffe (altså god kaffe til en euro koppen) blev det til i de gamle kvarterer, inden vi fandt tilbage til Wildma, og nu stilede efter aftenens destination: Pristina, Kosovos hovedstad.

I Pristina har vi fået lov at låne nogle venner fra forældregruppens lejlighed, hvor vi kunne overnatte og få nulstillet vasketøj, få vasket egne kroppe, og slappe af i lidt flere m2 end Wildma byder på.
Vi kom frem hen på aftenen, og blev via simultantolkning til den lokale fætter guidet hen til lejligheden, og fik udpeget nærmeste bedste restaurant.
Her tog vi ned og spise, og fik serveret et overdådigt albansk måltid med friturestegt lokums-brød, mens Birk snoede tjeneren og de nærmeste kvinder om sin lillefinger, og fik serveret danskvand i papkop, hældt lige ind i munden.
Stopfyldte af mad, og endda med lidt brød i en hænderne til næste morgen rullede vi hjem i ”vores” nye lejlighed.

Efter en dejlig nat i bløde senge stod dagen på storbys-eventyr i regnvejr. Birks morgeneventyr stop på at kravle lidt – noget Wildma ikke giver ham meget lov til. Pakket ind fra top til tå i skaltøj, og Birk pakket ind i babyjoggeren, tøffede vi ned for at finde bussen. Markeringer af busstop var der ikke at se, men en samling af mennesker med paraplyer viste sig at signalere ”busstop”.
Første bus var proppet til randen, så ingen chance for at vi inkl. Jogger kom ind.
Vi blev enige om at gå lidt i retning mod byen og fange bussen længere inde. Næste ”stop” var heller ikke markeret; Gad vide hvornår bussen gik? Den lokale app sagde 15 minutter til – og mens vi kiggede på telefon, drønede næste bus forbi os i regnen.
Nå, nu vidste vi da at bussen kom, så vi blev standhaftigt stående, og 15 minutter senere kom der heldigvis en ikke-overfyldt bus, og vi kom med ind til byen.

Inde i byen havde vi udset os hvad vi kunne finde af hovedsageligt indendørs-seværdigheder. Men det viste sig at de fleste enten havde lukket, eller var under ombygning.
Heldigvis blev der længere og længere mellem regnen, og vi havde en hyggelig dag, både i Pristinas store hovedstrøg, og ude i de små gader hvor vi bl.a. stødte på en bazar fyldt med alt hvad man kan forestille sig, ikke mindst det fineste frugt og grønt.
Vi fik købt lidt til de næste dage, inklusiv en kaffe fra en lille lokal biks i bazaren for far selv ristede og solgte kaffe.
Til frokost fandt vi en lille restaurant, Babaganoush, bag de større gader. Her fik vi en lækker servering med fingermad som også Birk indtog med stor glæde, mens han charmerede den kvindelige tjener og andre kvindelige gæster med sine blå øjne og udadvendte væsen.

Glade og mætte traskede vi forbi nationalgalleriet, hvor de havde en udstilling med tekstiler, inden vi igen forsøgte at finde en bus til at trille os tilbage til lejligheden. Første stop (hvor der faktisk var et busskilt!) viste sig ikke at give pote, da der 100m længere oppe af vejen var sat en vejspærring op. Vi fandt et nyt stop, og kom med bussen tilbage igen. My blev tilbudt en siddeplads af en ung pige, som så kunne underholde Birk stående fra den anden side af glas-væggen. Og da sidemakkeren blev skiftet ud med en bedstemor som ikke kunne holde fingrene væk, var Birk snart på skødet af den fremmede dame. Han pillede hende i næsen, til vi skulle kæmpe os ud af en tætpakkede bus med baby, vogn, og alle dagens indkøb.

Tilbage i lejligheden trængte vi til en eftermiddags-lur, og så var der ellers dømt rolig aften, lidt billedredigering til Morten, og en ose-tur i de lokale baby-butikker til My og Birk for at se om der skulle være noget spændende/billigt uundværligt grej at investere i.

Nu sidder vi med morgenmaden, og solen strålende udenfor fra en skyfri himmel, gør klar til at pakke Wildma endnu engang og trille videre ud og opleve lidt mere af Kosovo, inden retningen bliver sat mod Nordmakedonien.