På tur med Wildma

Nu var Wildma efterhånden også begyndt at savne os efter at have holdt ene og alene på en P-plads i Pristinas forstæder i to nætter. Vi fik alt vores nu rene vasketøj stuvet tilbage i bilen og pakket alle andre pakkenelliker. Inden vi forlod området nåede vi lige den lokale kaffe-bar hvor vi kunne låne lidt WiFi til at få uploadet næste sæt billeder fra turen til skyen, så vi ikke mister dem hvis uheldet er ude. Birk nåede at charmere brugsmanden nok til at få en slikkepind – passende køresnack, når man er næste 8 måneder. Nøglen til lejligheden blev afleveret til fætter-Berisha, og da tiden nærmede sig frokost, trillede vi til den sydlige del af storbyen for at opleve frokost på Illyrian Castle, efter anbefaling fra vores venner. Efter en fin frokost med borg-stemning for fuld udblæsning og en mindre højdeudfordring i den tilhørende p-kælder kørte vi til Prizren. En smuk tur som endte i down town i jagten på en p-plads. En flik mand flyttede et par kegler for os, og wupti var der p

Nå, vi fik en fredelig aften på vejsiden i bjergene i det sydlige Serbien, om end lidt kold til tider. Og det viste sig der var en god grund til at der føltes lidt fodkoldt – næste morgen vågnede vi op til fine hvide snefnug dalende ned fra himlen, og Wildma var pludelig kommet i vinterklæder. Det havde vi ikke lige forudset. Dagens vejr meldte mere nedbør fra oven, så vi blev enige om at få kørt et godt stræk. Første stop på ruten blev føromtalte kloster, Studenica. Et kloster hvis hovedkirke blev bygget i 1100-tallet og stadig står som et suttet bolche, i hvert fald set udefra. Et virkelig fint lille kloster i de smukkeste kuperede omgivelser. Herfra gik valget på om vi skulle køre til Kosovo via nord – Mitroviche, eller via vest, Pejë. Google Maps synes ikke at grænseovergangen i nord kunne krydses, og vi trænget til at komme ud i lidt mere natur, så vi valgte at køre ind ad den vestlige side. Dette er også den mest bjergrige og meget smukke vej. Inden vi forlod Serbien skulle

God morgen på en p-plads i den del af Novi Sad, hvor de studerende bor. Som enhver storby på vores tur (åbenbart), har Novi Sad en borg vi skal se. For at nå de stablede sten i formation slentrer vi langs havnepromenaden – iført vandrestøvler for at holde varmen og være beredte til at bestige endnu en bro og endnu et borgkompleks. Som altid smukt - og kærlighedens hængelåse hænger på alle ledige gelændere som på ethvert godt turist-spot; både støvler og bygningsværker. Mest bemærkelsesværdigt er det dedikerede løbesport, som følger promenaden rundt. Den har gummiunderlagt og distancemarkører, hvilket godt kan imitere skovbund, hvis man er lidt desperat for den slags… Frokost stod på ægte serbisk kød-i-kød-med-most-kartoffel-mad. Birk elskede det og gjorde et godt indhug i mors tallerken, så hun måtte få en is til dessert for at blive mæt. Dagens mål var den historiske tidslinje, som byen fik lagt i smukke sten i forbindelse med deres virke som kulturhovedstad i 2022. Den ligger lig

For en gangs skyld var My og jeg enige om dagens mål: de termiske ”Anna Thermal Baths”. Efter en hurtig omgang morgenmad trillede Wildma mod øst til Szeged. Da vi ifølge GPS’en nærmede os badene, blev det klart at vi var rimeligt down-town, så parkering var  ikke så let som det ellers har været tilfældet hidtil (7-9-13). Vi måtte trille endda nogle ture rundt om de  proppede parkerings-områder, for til sidst endelig at finde en plads vi kunne klemme Wildma ind på. Heldigvis bruger de også Easypark herovre, så det gør det ret let at håndtere. En kort slentretur med Birk på armen hen til badene, hvor vi endte ved en hovedindgang der ikke var  åben – hvis vi ville ind før kl. 12, skulle vi ankomme via ”medicin-indgangen”. Efter lidt vandren rundt  om den flotte bygning, fandt vi bag det hele en lille indgang, hvor der sad nogle venlige damer bag  skranken. Jo, vi kunne godt købe adgang dér – men vi kunne ikke betale med kreditkort, på trods af at  der var et fint skilt der pralede af ”vis